Amazon lancerer ny FireTV Stick uden Dolby Vision, Atmos og Android
01 Oct 2026 | Rasmus Larsen |
Amazon ryster posen, når de i denne uge lancerer et nyt FireTV Stick 4K med Vega OS – ikke Android – og uden Dolby Vision eller Atmos.
- "Amazon annoncerede i dag FireTV Stick 4K og en helt ny FireTV Remote – det seneste i en ny generation af FireTV-hardware, der begyndte med FireTV Stick HD tidligere i år. Tilsammen leverer de hurtigere ydelse, et forenklet produktsortiment og et nyt, mere intuitivt fjernbetjeningsdesign," oplyser selskabet.
Indeni findes en quad-core processor, 8GB lagerplads, Wi-Fi 6, Bluetooth 5.3 og Low Energy, HDR10 og HDR10+ samt understøttelse af HEVC, VP9 og AV1 video. 4K understøttes i op til 60fps.
Den nye version af FireTV Stick 4K. Foto: Amazon
Vega OS – ikke Android
Ligesom FireTV Stick HD kører FireTV Stick 4K Vega OS i stedet for Fire OS, der er baseret på Android. Det betyder, at visse apps ikke er tilgængelige, da de skal omskrives fuldstændig. Du kan altså ikke regne med, at apps, der virkede tidligere til FireTV, stadig virker.
Hvis du vil prøve kræfter med FireTV som alternativ til Apple tvOS, Google TV, Samsung Tizen eller LG webOS, bør du desuden være opmærksom på, at kun få danske streaming-apps supporteres. Alle de amerikanske tjenester virker, inkl. Netflix, Disney+, HBO Max og Apple TV.
Til gengæld melder Amazon god aktivitet indenfor omskrivning af apps til Vega OS. Over 2000 apps er kommet til siden sidste år inkl. VLC, Xbox og VPN-apps. Snart kommer GeForce Now.
Sideloading af apps virker ikke længere pga. Vega OS.
Uden Dolby Vision og Dolby Atmos
Amazon har Dolby Vision og Atmos på nogle af sine tv-serier og i visse afspillere, men selskabet er aldrig for alvor blevet dus med Dolby. Amazon har i stedet foretrukket Samsungs HDR10+.
Således understøtter den nye version af FireTV Stick 4K Dolby Vision heller ikke Dolby Vision. Dolby Atmos kan ikke dekodes, hvilket er et krav for at få Atmos i mange streaming-apps, men Atmos-passthrough vil muligvis fungere i visse apps.
En ny fjernbetjening, FireTV Remote, har mere taktile knapper, en asymmetrisk form og en programmerbar genvejsknap til apps. Den vil kunne købes separat og fungerer med andre FireTV-afspillere fra 2019 frem. En FireTV Remote Plus med bagbelyste knapper, aluminiumsdesign og Find My Remote-funktion lanceres i starten af 2027.
Ligesom FireTV Stick HD har FireTV Stick 4K nu et slankere design og lavere strømforbrug, så enheden kan strømforsynes alene via TV'ets USB-port i stedet for et strømkabel til en stikkontakt.
Den nye FireTV Remote. Foto: Amazon
Hurtigere, demonstreret
Amazon hævder, at enheden er "20-40% hurtigere end en tilsvarende 4K-stick fra et andet førende mærke", hvilket formodentlig er en reference til Roku.
Selskabet har lavet denne video for at demonstrere det:
To FireTV-sticks udgår
Med lanceringen af den nye version af FireTV Stick 4K forenkler Amazon sit sortiment ved at udfase 4K Plus og 4K Select.
Fire TV Stick 4K koster 75 Euro (560 DKK), hvilket er mere end Select (62 Euro / 465 DKK), men mindre end Plus (85 Euro / 635 DKK). Den leveres nu i Europa.
Amazons sortiment, som konkurrerer med Roku, Apple TV, Google TV Streamer og andre streamingboks, ser nu således ud:
Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev
Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.