DRs public service-opgaver skal løses på egne platforme, men man er nødt til at tage højde for, at medieforbruget blandt unge ændrer sig.
Hvis DR vil fastholde kontakten til landets unge borgere, er public service-koncernen nødt til at forholde sig til platforme som YouTube, TikTok og Instagram, hvor algoritmerne i stigende grad bestemmer, hvilket indhold de unge brugere opdager.
- "Broadcasternes valg af platforme må endelig ikke blive en enten-eller-diskussion," sagde Nikolaj Vitting Hermann, DR's chef for indhold og samarbejder.
Sådan lød det under seminaret 'Hvem bestemmer, hvad du ser? arrangeret af Det Danske Filminstitut og Magtudredningen. Flatpanels lyttede med i DFIs biograf.
Læs også: Hvor skal man se hvad? Fragmentering bliver tv-kundens store hovedpine
Ikke alt DR-indhold på YouTube
Udmeldingen kommer i kølvandet på, at EU-kommissionen vil forbyde børnekonti på sociale medier såsom YouTube. DR sender flittigt danske børn mod YouTube.

Nikolaj Vitting Hermann, DR chef for indhold
- "Det gælder om at finde den rette balance. Man kommer ikke til at se, at DR lægger alt vores indhold på YouTube for at få rækkevidde – det ville være uklogt. Til gengæld kan man forestille sig, at man giver publikum noget, som hænger sammen med indhold fra DR og kommer i forlængelse af et DR-program. Eksempelvis kortere versioner," sagde Nikolaj Vitting Hermann.
DR diskuterer også, hvordan eget indhold kan placeres på tech-giganter som YouTube og på de rene sociale medieplatforme.
- "DR er noget helt andet end de store tech-virksomheder, og vores public service-opgaver skal så vidt muligt løses på egne platforme, samtidig med at vi anerkender, at medieforbruget ændrer sig," sagde Nikolaj Vitting Hermann.
DRTV er hovedindgang
I dag er DR's primære platform og indgang DRTV, hvor der ligger både nyt og gammelt indhold – bredt og smalt på samme tid.
- "Folk kan finde indhold på en anden måde end før i tiden. DR lægger programindhold op, vi kan rotere mange forskellige titler, og vi kan hjælpe folk videre til nicheindhold," sagde Nikolaj Vitting Hermann.
Som tidligere beskrevet på Flatpanels, benytter DR YouTube strategisk især til unge og børn, hvor platformen fungerer som en markedsføringskanal, men også som forstærket distribution.
Læs også: DR og TV 2: Seerne kan komme i klemme pga. rettighedskonflikt