Strid i tv-branchen om rettighedsbetalinger har sat nye danske produktioner hos DR og TV 2 på pause. Fredagens afgørelse i YouSee-sagen ændrer ikke den grundlæggende konflikt om fremtidens rettighedsbetalinger.
DR og TV 2 har siden 1. juli ikke underskrevet nye aftaler om at producere nye danske programmer og tv-serier på baggrund af uenigheder om rettighedsbetalinger.
Det kan i skrivende stund ikke afvises, at den komplekse konflikt får konsekvenser, der direkte rammer seerne foran skærmen.
Rettighedskonflikten bunder i et behov for at finde en ny, langsigtet model for rettigheder og betalinger, men det tager tid.
Mens parterne afventer en ny model, ønsker producenterne en tillægsaftale med DR og TV 2. Producentforeningen opfatter tillægsaftalen som nødvendig for at beskytte producenternes og rettighedshavernes betalinger og rettigheder, men DR og TV 2 vil ikke påtage sig en ukendt økonomisk risiko.
DR og TV 2 har afvist at indgå i tillægsaftalen. Dermed kan det ikke afvises, at konflikten vil forsinke nye danske produktioner. DR og TV 2 foreslog forleden en trepartsløsning, hvor producenter og rettighedshavere, broadcastere samt distributører og andre centrale aktører skal forsøge at finde en langsigtet model.
DR: Dansk indhold er under pres

Bjarne Corydon. Foto. Flatpanels
Der er en reel risiko for, at den verserende rettighedskonflikt kan bremse eller forsinke DR's eksterne produktioner, bekræfter DR's generaldirektør Bjarne Corydon i en mail til Flatpanels.
- "Ja, og det er derfor, vi sammen med TV 2 reagerer med vores fælles indlæg. Dansk indhold er i forvejen under pres, og vi bør sikre, at produktionerne kan fortsætte, mens markedets parter drøfter fremtidens modeller. Derfor håber vi meget, at hele branchen vil bakke op om vores treparts-forslag," skriver generaldirektøren.
TV 2's kommercielle direktør har også advaret om risikoen for akut mangel på programmer i kølvandet på konflikten.
- "Hvis rettighedshaverne insisterer på forbeholdet, risikerer det at ende i et produktionsstop. Og så er der jo mange, der kommer i klemme," siger TV 2's kommercielle direktør Ulf Lund til MediaWatch.
TV 2 havde ellers planlagt en tredobling i produktionen af tv-serier i år.
Læs også: Netflix lover rekordstore investeringer i europæisk indhold
Fremtidsikret model ønskes
DR gentager i mail til Flatpanels, at sagen skal løses ved, at alle ansvarlige parter i markedet sætter sig sammen og fremtidssikrer det danske rettighedssystem.
- "Rettighedshavernes nuværende løsning var ikke den rigtige, for den foreslåede tillægsaftale er både ulovlig og uforsvarlig for DR at tiltræde. Men kravet er et symptom på en dybere bekymring. Rettighedssystemet er udfordret af den verserende retssag, også kaldet Nuuday-sagen, og den generelle teknologiske udvikling. DR og TV 2 har derfor foreslået en rettighedstrepart, hvor vi ønsker at skabe enighed om indretningen af rettighedssystemet, der svarer til fremtidens behov og udvikling."
Sag med to indbyggede konflikter
Set udefra fremstår sagen en smule uoverskuelig, fordi den indeholder to konflikter:
- 1. YouSee/TDC mod rettighedshaverne: Hvor meget skal tv-distributørerne betale?
- 2. DR/TV 2 mod producenter/rettighedshavere: Formulering af ændrede rettighedsbetalinger i nye produktionsaftaler?
Det begyndte i 2024 med en konflikt mellem rettighedshaverne og YouSee om, hvor meget YouSee skal betale i rettighedsvederlag.
YouSee krævede markante nedsættelser, men fredag 18. september
afviste Ophavsretslicensnævnet TDC/YouSees krav og fastsatte på enkelte områder endda en højere betaling til rettighedshaverne.
Afgørelsen løste dog ikke konflikten. Ifølge Producentforeningen er kendelsen juridisk bindende for TDC-koncernen, men TDC Brands kan vælge at fortsætte den verserende sag ved Sø- og Handelsretten.
Hovedkonflikt består
YouSee fik således ikke medhold i sine krav om lavere betalinger. Men hovedkonflikten og usikkerheden om den fremtidige rettighedsmodel er ikke forsvundet.
Producentforeningens direktør og talsperson for rettighedshaverne i YouSee-konflikten, Anna Porse Nielsen, sagde fredag, at afgørelsen bekræfter princippet om, at når tv-distributører tjener penge på indhold, skal dem, der har skabt og finansieret indholdet, også modtage en passende betaling.
Producentforeningen understregede samtidig, at afgørelsen ikke betyder, at konflikten er løst. De tilbageholdte midler kan endnu ikke udbetales, og den verserende retssag ved Sø- og Handelsretten kan fortsætte.