Patentstriden med InterDigital eskalerer, så Disney+ nu også er blevet tvunget til at deaktivere Google Cast (Chromecast) og AirPlay 2 i visse lande.
Indtil videre omfatter den nye dom ved Den Fælles Patentdomstol (UPC) kun Disney+ streaming i Tyskland og Holland.
Vi har dog allerede været vidner til, hvordan situationen hurtigt kan udvikle sig på baggrund af domme ved UPC: Disney+ har mistet 4K, HDR10, Dolby Vision og 3D i store dele af EU inkl. Danmark, og patentstriden med det amerikanske selskab InterDigital blev senest udvidet til også at tage sigte mod Disneys backup-plan for 4K.
Rammer Google Cast og AirPlay 2
Det er det ottende retsforbud, InterDigital har fået mod Disney siden februar 2025, ifølge mediet BroadcastNow.
I begyndelsen af september deaktiverede Disney+ udelukkende Google Cast, men kode fundet af X-brugeren Aaron afslører, at Disney+ nu også er ved at deaktivere AirPlay 2.
Casting-funktionen er i Tyskland og Holland blevet deaktiveret i Disney+ appen på Android, iOS, Windows og macOS. Brugeren får fejlbesked om, at funktionerne ikke er tilgængelige i de omfattede lande.
Disney kan vælge at appellere dommen eller betale licens til InterDigital.
- Kilde: BroadcastNow, X