Første 8K-certificerede og '4K Cinematic' filmafspiller lanceret
22 Jun 2026 | Rasmus Larsen |
Kaleidescape, der er kendt for at tilbyde film i høj kvalitet til download, har lanceret sin nye filmafspiller Strato K med support for 8K-film og et nyt '4K Cinematic'-format.
Selskabet luftede i april 2025 ambitioner om 8K, og nu, cirka et år senere, præsenteres så den første 8K-afspiller.
- "Kaleidescape's Strato K er verdens mest high-fidelity filmafspiller," sagde Tayloe Stansbury, chef for Kaleidescape. "Den bringer filmentusiaster tættere på instruktørens intention med skarpere detaljer, naturtro farver og en mere naturlig præsentation, der dramatisk forbedrer seeroplevelsen på enhver skærm." Kaleidescapes nye Strato K filmafspillere
Klar til 8K, men ingen film endnu
Strato K er den første filmafspiller, der er certificeret til 8K af 8K Association. Ved lanceringen er der dog kun én enkelt 8K-demotitel tilgængelig i selskabets filmbutik.
Med den kommercielle fiasko, som 8KTV har været, kommer det ikke som den store overraskelse, men lanceringen slår blot på ny fast, at branchen ikke er klar til 8K. Skulle det ændre sig i fremtiden, er Strato K klar til 8K – dog med visse begrænsninger.
- "Lanceringen af Kaleidescape's nye Strato K-afspiller er en vigtig milepæl for branchen og det seneste eksempel på, hvordan 8K-økosystemet fortsætter med at udvikle sig," sagde Juan Reyes, adm. direktør for 8K Association. "Efterhånden som skærme bliver endnu større og mere 8K-indhold bliver tilgængeligt, er Strato K filmafspilleren godt positioneret til at spille en central rolle i dette voksende markedssegment."
8K-afspilning understøttes i SDR og HDR10, men ikke Dolby Vision. 8K-output understøttes i maksimalt 30fps – billeder per sekund – via HDMI 2.1 porten.
Film i 4K Cinematic
Derfor er Kaleidescapes nye '4K Cinematic'-format en mere interessant nyhed. Det er et format med høj bitrate, altså hvor video ikke komprimeres lige så meget, med målet om at opnå endnu bedre 4K-billedkvalitet.
Konkret enkodes film med en gennemsnitlig bitrate på 110 Mbps (HEVC), mod cirka 75 Mbps for almindelige 4K-titler i Kaleidescape-butikken og cirka 60 Mbps for UHD Blu-ray skiver, hævder Kaleidescape.
Formatet bruger også fuld 4:4:4 chroma i stedet for den 4:2:0 chroma – farvekomprimering – som anvendes af stort set alle film til hjemmebrug i dag, herunder UHD Blu-ray. Derudover er titler tilgængelige i Dolby Vision samt lossless Dolby Atmos og DTS:X lyd.
Bitraten på 4K Cinematic og 8K sammenlignet med UHD Blu-ray, ifølge Kaleidescape
Med 110 Mbps konkurrerer 4K Cinematic med Apple Immersive Video på bitrate. Apples immersive-indhold har gennemsnitlig bitrate på cirka 100 Mbps med peaks op til 150 Mbps. Der findes dog ikke traditionelle film i formatet, men i stedet 4K 3D-oplevelser designet til virtual reality-headset.
Film i det nye format er mærket '4K Cinematic' i Kaleidescapes filmbutik og kræver Strato K afspilleren. Der findes Top Gun: Maverick, F1 The Movie, Superman, Project Hail Mary, Dune: Part Two, Sinners, Predator: Badlands, Mortal Kombat II, Avatar, Tron: Ares, Thunderbolts, Harry Potter og Hoppers og mange flere. Priserne ligger typisk mellem 10 og 30 dollar pr. film. Ikke alle 4K-udgivelser vil få Cinematic-opgraderingen.
Alle film skal downloades – ikke streames – og gemmes lokalt på afspillerens interne drev. Yderligere lagerkapacitet kan tilføjes via Kaleidescapes Terra-filmservere.
Høj indgangspris
Strato K leverer film i noget af det højeste kvalitet, man pt. kan få derhjemme, men det er en dyr sag med et prisskilt på 5000 dollar. Kaleidescape forhandles i Danmark af installatøren CSN Teknik.
Derudover skal man købe eller leje film separat, ofte til en premium pris.
Købere, der ønsker at opbygge en samling af 4K Cinematic-titler, skal også investere i ekstra lagerplads. Afspilleren har en indbygget 1 TB SSD, hvilket kun rækker til cirka syv film i 4K Cinematic-format.
Kaleidescape Strato K – specifikationer
Flatpanels
Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev
Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.