Danmark får sin første LED-biografskærm næste måned
16 Jun 2026 | Rasmus Larsen |
Det bliver Atlas Biograferne – ikke Nordisk Film eller Vue – der i Danmark bliver frontløber i udskiftning af projektoren til fordel for en funklende LED-biografskærm med 3D.
Atlas Biograferne, der er beliggende i Rødovre, Storkøbenhavn, ombygger sal 4.
Salen var begyndt at vise alderstegn og projektoren ved at løbe ud, så man tog en ambitiøs beslutning om at overgå til en LED-skærm og installere 31 recliner-stole – op fra 23 stole tidligere – i tre rækker, alle med borde, forklarer en af de to indehavere, Emil Mark Nørholm, til Flatpanels.
Første LED-biografskærm i Danmark
Det bliver den første LED-biografskærm i Danmark, efter denne nye generation af biografoplevelser også er begyndt at dukke op på udvalgte lokationer i blandt andet USA. Væk er både projektor og lærred. Den første åbnede i 2017 i Sydkorea som et pilotprojekt.
- "Vi har længe været meget ambitiøse på biografoplevelsen. Hver en kvadratmeter er over de seneste par år blevet opgraderet, og nu var der en interessant mulighed for at introducere et helt nyt format på det danske marked," siger Emil Mark Nørholm.
Cinema LED, som den kaldes, må ikke forveksles med 'LED TV'. Der er ingen LCD-paneler her, men i stedet millioner af små funklende lysdioder (LED), der kan fremvise højere lysstyrke, klare farver og ægte sort, da de kan slukkes helt. Det fungerer ligesom en OLED-skærm, men bare i meget større format – den er opbygget af mindre LED-moduler.
Hvad koster sådan en sag?
- "Den er voldsom dyr," konstaterer indehaver Emil Mark Nørholm uden at ville komme nærmere pris eller leverandør.
Hvorfor er det så lige blevet Atlas, der går forrest? Emil forklarer, at man ser muligheder i udvikling af biografoplevelsen og peger på, at Atlas også var blandt de første med 4K i Danmark, blandt de første med Auro 11.1 lyd (nu AuroMax) og blandt de første med recliner-sæder i Københavnsområdet.
- "Nu er billedet ved at komme i fokus, efter en periode med fokus på lyd og især sæder i biografer," siger han til Flatpanels.
Erfaringerne med Cinema LED skal senere deles med andre i branchen og Emil spår, at vi kan se flere satsninger på LED-biografskærme i de kommende år, da installerede projektorer flere steder i landet er ved at løbe ud.
Opbygningen af sal 4 hos Atlas er ikke færdig, så der findes ikke billeder endnu. Dette er en anden sal med LED-biografskærm for eksemplets skyld
6 meter med 3D, 4K og HDR, men...
Den største udfordring med Cinema LED er omkostningsniveauet. Derfor er Atlas startet med sal 4, hvilken er deres mindste.
Cinema LED-skærmen måler 6 x 2,51 meter, hvilket giver et skærmareal på 15,06 kvadratmeter i scope-format. Det svarer til lidt over 255 tommer diagonalt, hvis du vil sammenligne med din TV-skærm derhjemme. Skærmen er altså langt mindre end lærredet i f.eks. Imperial eller Imax, men Cinema LED kan noget andet.
Læs også: Ny Palads Biograf drømmer om LED-skærme i 4K
Emil beskriver en billedoplevelse, der er sublim, bedre end de bedste laserprojektorer, og en forbedret 3D-oplevelse på grund af den højere lysstyrke og reducerede crosstalk-effekt mellem de to brilleglas. Det er en imponerende oplevelse, som Flatpanels har set ved selvsyn på messer og i Hollywood-studier.
Skærmen med 4K-opløsning kan også vise 3D HFR (High Frame Rate), hvis Avatar vender tilbage, og HDR (High Dynamic Range) med udvidet dynamik i lys og farver. Dog får Atlas i første omgang ikke HDR-udgaverne af film, fordi der endnu ikke er et økosystem i Norden. Der ligger altså yderligere potentiale i Cinema LED, som måske udløses senere.
Lyden er 7.1 Dolby-surround med LED Cinema Screen Speakers fra MAG Audio. Atmos er fravalgt i den lille sal på grund af økonomi, lyder det.
Åbner i juli
Danskere kan selv få syn for sagen i Rødovre, når den ombyggede sal 4 med Cinema LED åbner i weekenden den 18. og 19. juli.
Det sker til premieren på The Odyssey, der vises i 2D, og Minions & Monstre, der vises i 3D. I slutningen af juli følger Spider-Man: Brand new Day, også i 3D.
Atlas oplyser, at billetterne kommer til at koste det samme som i de andre sale. Billetter til premierevisningerne i Cinema LED kan forudbestilles på atlasbio.dk. I åbningsweekenden tilbydes popcorn til alle gæster i den nye sal.
Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev
Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.