HDMI-organisationen forventer, at de første produkter med HDMI 2.2 – op til dobbelt så høj båndbredde – lanceres næste år, da test og certificering allerede er i gang.
Det tog omtrent to år fra HDMI 2.1 blev annonceret til de første produkter blev præsenteret; LG's 2019 OLED.
Meget tyder på, at HDMI 2.2 følger et lignende forløb. Standarden blev annonceret i januar 2025 og frigivet i juni 2025, og de første produkter forventes klar i 2027, ifølge HDMI Licensing Administrator på Computex-messen, som berettet af Charbax fra ARMdevices.com.
- "Vi hører, at chipproducenter begynder at sample deres FRL2-chips i år. Derfor bør vi begynde at se nogle 96 eller op til 96 gigabit HDMI 2.2 produkter næste år," sagde Rob Tobias, CEO og præsident for HDMI Licensing Administrator.
HDMI 2.2 i TV-skærme?
De første HDMI 2.2 produkter kan faktisk dukke op allerede i 2026, tilføjede Rob Tobias, konkret produkter certificeret til den nye LIP (Latency Indication Protocol), som retter synkronisering af video/lyd, samt de første certificerede Ultra96-kabler senere i dette kvartal eller næste kvartal.
Når man taler om HDMI 2.2, tænker de fleste dog nok på TV-skærme, AV-receivere, spilkonsoller og medieafspillere med højere båndbredde. Det er netop den kategori, Rob Tobias' henviser til, når han siger 2027. I sådanne enheder kan HDMI 2.2 levere op til 96Gbps båndbredde, hvilket er dobbelt så meget som HDMI 2.1 i dag.
Han kommenterede ikke, hvilke typer HDMI 2.2-enheder, der forventes at stå klar først, men det er nærliggende at tro, at high-end TV-skærme igen bliver blandt de første.
Implementeringen af HDMI 2.2 bør, i teorien, være lettere end overgangen fra HDMI 2.0 til HDMI 2.1, som introducerede et helt nye signalsystem (fra TMDS til FRL). HDMI 2.2 bygger fortsat på FRL – såkaldt FRL2 – hvilket forhåbentlig også giver færre problemer i eksempelvis AV-receivere.
Forskellige niveauer af HDMI 2.2
Som med HDMI 2.1, er den øgede båndbredde i HDMI 2.2 valgfri for producenterne, så man vil i de kommende år se produkter markedsført som HDMI 2.2 selvom de ikke understøtter mere end HDMI 2.1's 48Gbps båndbredde. HDMI 2.2 overtager igen som ny marketingparaply – det bør du være opmærksom ved køb.
Der findes i øvrigt tre niveauer af båndbredde under HDMI 2.2: 64, 80 og 96Gbps.
I fremtidige artikler og i TV-databasen vil Flatpanels kun benævne enheder som havende HDMI 2.2, såfremt de understøtter de højere båndbredde-niveauer.
Hvad HDMI 2.2 muliggør
Med op til dobbelt så høj båndbredde som HDMI 2.1 muliggør HDMI 2.2 ukomprimeret 4K 240 Hz (også med 80Gbps) eller ukomprimeret 4K 480 Hz (med 4:2:0 chroma), samt for første gang ukomprimeret 8K 60 Hz RGB. Det kan betragtes som den første HDMI-specifikation med iboende 8K-support.
Med tabsfri signalkomprimering (DSC) kan standarden nå langt ud over 4K 480 Hz og muliggøre f.eks. 8K 240 Hz. Der kan også leveres 1440p i over 1000 Hz på PC-monitorer.
Læs også: HDMI 2.2 frigivet: Klarer 4K 480Hz, 8K 240Hz, sågar 16K
Med andre ord giver HDMI 2.2 branchen mulighed for at løfte opløsning, opdateringsfrekvens og bitdybde yderligere, primært på TV-markedet, idet PC-markedet lider under færre begrænsninger med DisplayPort 2.1, som allerede tilbyder op til 80Gbps båndbredde.
HDMI-organisationen tilføjede, at TV-skærme med 4K 240 Hz allerede testes.
Udrulningen af HDMI 2.1
Til sammenligning forløb udrulningen af HDMI 2.1 således:
- LG OLED TV fra 2019 blev de første HDMI 2.1-enheder, efterfulgt af Samsungs 8K Q950R samme år
- 4K TV med HDMI 2.1 fra flere producenter fulgte i 2020
- De første AV-receivere med HDMI 2.1 kom i sommeren 2020, men implementeringen var fejlbehæftet
- De første grafikkort (Nvidia RTX 30 og AMD Radeon RX 6000) med HDMI 2.1 udkom i september og november 2020
- PlayStation 5 og Xbox Series X med HDMI 2.1 fulgte i november 2020
- De første PC-monitorer med HDMI 2.1 kom i 2021 fra flere producenter
HDMI 2.2 – supporterede funktioner og videoformater
Flatpanels
-
Kilde: Armdevices.net, HDMI LA