Det er LG Smart TV fra årgang 2016 og 2017 samt Samsung Smart TV fra årgang 2017, som har mistet TV 2 Play appen.
Hver gang en app fjernes fra et Smart TV, rejser sagen det samme spørgsmål: Hvor længe bør apps egentlig blive ved med at fungere?
Det blev til 9 års support af TV 2 Play på de ældre Smart TV fra LG og Samsung.
TV 2's beslutning, men...
TV 2 bekræfter, at det er deres beslutning at slukke for TV 2 Play appen på de ældre TV-skærme. I en generel forklaring på, hvorfor man nogle gange føler sig nødsaget til at droppe ældre TV-modeller, skriver TV 2:
- "Udfasningen af TV 2 Play-appen til udvalgte Smart TV skyldes, at vi ikke længere kan levere den optimale oplevelse på grund af en række tekniske udfordringer og begrænsninger for disse Smart TV. Vi vil ikke gå på kompromis med oplevelsen, hvorfor vi desværre er nødsaget til at udfase TV 2 Play-appen."
En væsentlig del af forklaringen er imidlertid, at ældre Smart TV ikke opgraderes med nyere udgaver af TV-platformen, hvilket betyder, at softwaren, herunder kopisikring og formatsupport, bliver forældet. Det er først i senere år, at LG og Samsung har forpligtet sig til at opgradere hhv. webOS og Tizen i nyere skærme.
Der er konkret tale om LG-modeller med webOS 3.0 og webOS 3.5 samt Samsung-modeller med Tizen 3.0.
TV 2 Play fjernede senest sin app fra ældre Philips Smart TV (uden Android) i 2022.
Alternativer
Ligesom Flatpanels ofte gør, peger TV 2 på, at du ikke behøver at købe nyt TV bare fordi du mangler apps.
- "Du behøver ikke at skille dig af med dit Smart TV, fordi TV 2 Play-appen ikke kan køre på det længere. Der findes nemlig flere smarte enheder, som kan sættes til dit nuværende TV og således give dig adgang til vores TV 2 Play-app. Eksempelvis Apple TV og en Android TV box/stick."
Se Flatpanels' købsanbefalinger her.