TV 2 anerkender, at Hollywood fortsat producerer stærke og interessante dramaserier, mens branchen diskuterer konsolidering, streamingstrategier og nye indholdsformater.
'LA Screenings', tv-industriens store messe, blev igen afviklet i Los Angeles i maj med deltagelse fra mange nordiske tv-indkøbere.
Traditionen tro var TV 2 Danmark også til stede på den amerikanske vestkyst for at sondere terrænet.
- "Årets besøg i LA var en positiv bekræftelse af, at de amerikanske studier stadig er leveringsdygtige i solide og effektive fiktionsserier. Der blev præsenteret færre hele episoder, og vi kunne også mærke, at det store tv-produktionsboom er et overstået kapitel," siger Acquisitions Executive, Lars Erik Nielsen, TV 2, til Flatpanels.
Den store tv-buffet rulles ud
På LA Screenings viser amerikanske tv-selskaber og streamingtjenester smagsprøver på kommende programmer, serier og formater for tilrejsende internationale tv-købere, distributører og medieselskaber.
I årtier var LA Screenings centreret om de store amerikanske tv-networks: ABC, CBS, NBC og FOX TV. Men i de senere år er arrangementet blevet mere internationalt og streamingorienteret.
Under LA Screenings ser indkøberne pilotafsnit og trailers og bliver præsenteret for kommende sæsoner af kendte titler. Der afholdes møder med tv-stationer og streamingplatforme fra hele verden, der overvejer, hvilke amerikanske serier passer til deres marked. Dernæst forhandler man licensaftaler og rettigheder.
Tv-serier målrettet flow tv ikke afskrevet
Lars Erik Nielsen, TV 2 TV 2s overordnede indtryk er bl.a., at den traditionelle tv-serie målrettet traditionel broadcast langt fra er død.
- "Titler som Line of Fire og Cupertino var eksempler på solide dramaserier, som vil passe til lineært tv i USA. Ny serier som R.J. Decker og The Rockford Files (reboot af 70'er-serien med James Garner) viste, at procedurals med privatdetektiver måske er på vej tilbage. Og de amerikanske tv-stationer tror også stadig på komedier, her var Eternally Yours og Sunset P.I. gode bud," sagde Lars Erik Nielsen, og tilføjer:
- "TV 2 kommer ikke hjem med en stor indkøbsliste, men der er et par titler, som vi vil holde øje med," siger han, uden at komme det nærmere.
Flatpanels bad også DR dele nogle indtryk fra LA Screenings, men fik ikke svar.
Flere emner til debat i Los Angeles
Indkøb af nye dramaer og komedier var øverst på agendaen, men mange andre emner var også til livlig diskussion ved frokostbordene, skriver fagmediet C21Media.
Ikke mindst spørgsmål om den forestående fusion mellem Paramount Skydance (PSKY) og Warner Bros Discovery (WBD). Branchen er usikker på, hvorledes sammensmeltningen af to kæmpe studier og deres streamingplatforme vil påvirke global distribution, licensering af titler og jobs. Ledelsen i begge selskaber insisterer offentligt på, at driften forbliver normal, men omfattende afskedigelser forventes, da PSKY søger milliarder i besparelser, samtidig med at de har stor gæld og faldende kabelindtægter.
Det er også værd at notere, at nye tv-begreber som "Vertical Video" og "Microdramaer" dukkede op i samtalerne på LA Screenings.
Netflix, Disney+ og Peacock eksperimenterer bl.a. med såkaldt "Short-form content", omend den langsigtede kommercielle værdi er svær at afgøre, konstaterer C21Media