Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonFørste kig: Sony lancerer Bravia 9 II og Bravia 7 II med 'True RGB' - FlatpanelsDK

Første kig: Sony lancerer Bravia 9 II og Bravia 7 II med 'True RGB'

27 May 2026 | Rasmus Larsen |

Under sloganet "Cinema is Coming Home" har Sony i dag løftet sløret for sine første LCD TV med 'True RGB'-bagbelysning, der giver endnu bedre farvegengivelse i formater op til 115 tommer.

Det er mere end et år siden, at Flatpanels første gang så og undersøgte Sonys next-gen RGB LED teknologi til LCD TV i Tokyo, Japan. På daværende tidspunkt beskrev vi den håndbyggede prototype som "imponerende".

Siden da har Hisense, LG, Samsung, Philips og TCL alle introduceret LCD TV med RGB LED i en eller anden form, om end de fleste af disse produkter stadig ikke er tilgængelige. Visse producenter positionerer teknologien som næste skridt efter miniLED, mens andre har kørt teknologier som OLED eller 'SQD-miniLED' i position som deres flagskibe.

Sony følger en to-årig strategi, to-sporet strategi, hvor de sidste år lancerede et nyt QD-OLED flagskib (Bravia 8 II). I år er det blevet LCD-flagskibets tur:

Her er Bravia 9 II, efterfølgeren til Bravia 9 fra 2024.

Sony 115 Bravia 9 II
Sonys første 115" TV lanceres som en del af Bravia 9 II serien. Foto: Flatpanels

True RGB i Bravia 9 II og Bravia 7 II

Bravia 9 II har Sonys mest avancerede RGB LED-bagbelysning, hvor røde, grønne og blå lysdioderne (LED'er) styres individuelt via en 'RGB Backlight Master Drive Pro'-processor. Sony kalder dette for 'True RGB'. Bravia 9 II har et VA LCD-panel (formentlig WHVA) med bredere betragtningsvinkler samt mat skærmfilm i 65, 75 og 85 tommer. For første gang lancerer Sony også en gigantisk 115-tommer Bravia 9 II, dog uden den matte skærm og med et andet design på standeren. Den billigere Bravia 7 II benytter en neddroslet version af 'True RGB', stadig med individuelt styrede røde, grønne og blå lysdioderne drevet af samme processor og samme LCD-panel – blot uden mat skærm. Den kommer i 50, 55, 65, 75, 85 og 98 tommer.
Sony Bravia 9 II
Sony Bravia 9 II med en af Sonys nye soundbarer. Foto: Flatpanels
Sony 2026 fjernbetjening
Sonys fjernbetjening er nu bagbelyst og genopladelig
Begge modeller kører Google TV og byder på både typiske og Sony-specifikke funktioner fra tidligere skærme, herunder PS5-funktioner, Sony Pictures Core (tidligere Bravia Core), HDMI 2.1, Dolby Vision, Dolby Atmos, DTS:X, IMAX Enhanced, Acoustic Multi-Audio+ og Voice Zoom 3. Der er også kommet nye lydfunktioner, som beskrevet separat her. Derudover leveres de nu med en genopladelig, bagbelyst fjernbetjening. Sonys True RGB-navn, som har været under udvikling siden 2021 under covid-19 pandemien, refererer delvist til konkurrerende RGB LED-systemer, der ikke altid bruger separate røde, grønne og blå lysdioder eller ikke styrer dem individuelt. Sony introducerede faktisk det første LCD TV med RGB-bagbelysning allerede i 2004, men dengang uden zonestyring og uden individuelt styrede RGB-lysdioder – kun hvidt lys. Den primære fordel ved RGB LED, herunder Sonys True RGB, er muligheden for at gengive renere farver, så en større del af BT.2020 farverummet kan fremvises. BT.2020 farverummet ligger til grund for moderne HDR-standarder som Dolby Vision og HDR10+. Vi har tidligere beskrevet dette i nærmere detaljer i vores dybdegående artikel fra 2025, så vi gentager det ikke her.
Sony LED evolution
Sonys udvikling af RGB LED går tilbage til 2004. Foto: Flatpanels
I forbindelse med lanceringen argumenterede Sony for, at selvom nogle konkurrenter til tider omtaler deres RGB-systemer som 'micro' i stedet for 'mini', er Sonys løsning i praksis lige så kompakt – den bruger blot ikke micro-betegnelsen. Det er, ifølge Sony, mere afgørende, hvor stor afstanden mellem lysdioderne er. - "Sony har arbejdet med avanceret LED-styring i over 20 år, fra vores første uafhængige RGB-lyskilder i Qualia 005 (2004) til vores flagskibs Backlight Master Drive, der debuterede i 2016," sagde Yoshihiro Ono, Head of Home Entertainment hos Sony. "Vores nye True RGB repræsenterer et gennembrud, der kombinerer præcisionen fra individuelt styrede RGB LED med de bedste egenskaber fra både Mini LED og OLED og giver seerne renere farver, højere lysstyrke og billedpræcision, der holder i alle rum." Fint, men hvordan er billedkvaliteten så rent faktisk i virkeligheden?
Sony True RGB
Sony markedsfører ikke True RGB som 'micro', men i praksis er det det. Foto: Flatpanels
Sony True RGB
Sony argumenterer for, at størrelsen på RGB LED-chippen ikke er afgørende. Foto: Flatpanels
Sony True RGB color
Sony hævder, at RGB LED giver op til fire gange større farvevolumen (farvemætning plus lysstyrke). Foto: Flatpanels

Første indtryk af True RGB

Ud over den prototype, Flatpanels så i slutningen af 2024, har vi haft mulighed for at se den færdige Bravia 9 II. I en sammenligning med Bravia 9 (2024 miniLED) og Bravia 8 II (2025 QD-OLED) leverede Bravia 9 II (RGB LED) tydeligt mere mættede farver, når indholdet bad om det, med en BVM-HX3110 masteringmonitor som reference – samme monitor, der bruges i mange filmstudier. Sony ville ikke bekræfte eksakte tale for lysstyrken i Bravia 9 II, men mere end antydede, at TV'et nærmer sig samme 4000 nits som HX3110-referencen. I nogle af de lyseste demoscener matchede den da også tæt monitorens højlys, herunder et internt Sony Pictures 4000-nit demoklip fra filmen Alpha. Læs også: Sony vender blikket mod 4000 nits som næste skridt for HDR Sony oplyste, at Bravia 9 II er omtrent dobbelt så lysstærk som Bravia 7 II, så sidstnævnte nok rammer cirka 2000 nits højlys. Der er en vis ironi her: Både Bravia 9 II og Bravia 8 II (QD-OLED) leverer større BT.2020-farvedækning end HX3110 masteringmonitoren. Over det seneste årti har TV-skærme og monitorer til forbrugere udviklet sig så markant, at de ikke blot er blevet ekstremt gode – de har også overhalet biografer på flere centrale områder inden for billedteknologi.
Sony Bravia 9 II
Venstre: Bravia 9 (2024 miniLED), midt: Bravia 9 II (2026 True RGB), højre: Bravia 8 II (2025 QD-OLED). Nederst: Sony HX3110-reference. Foto: Flatpanels
Sony Bravia 9 II
Venstre: Bravia 9 (2024 miniLED), midt: Bravia 9 II (2026 True RGB), højre: Bravia 8 II (2025 QD-OLED). Nederst: Sony HX3110-reference. Foto: Flatpanels
Bravia 9 II havde også lavere tendens til farvebånd (banding) og forbedret gengivelse af mørke gråtoner i Sonys demovideoer. En anden demo viste forbedret energieffektivitet med RGB LED, som enten tillader lavere strømforbrug eller kraftigere højlys ved samme energiforbrug. En tredje demo fremviste de bredere betragtningsvinkler. Samlet set ser Bravia 9 II meget lovende ud med højere farvevolumen takket være øget lysstyrke og bredere BT.2020-dækning, og det liger en forbedring ift. Bravia 9 fra 2024 – Bravia 8 II QD-OLED overgår den dog stadig på visse områder. Den matte skærm kan ret effektivt drukne direkte refleksioner, men har også en tendens til at at dæmpe glansen i billedet og den oplevede "glans" (se fjerde foto nedenfor). Vi afventer test i egne omgivelser, før vi kan konkludere noget.
Sony Bravia 9 II
Venstre: Bravia 9 (2024 miniLED), midt: Bravia 9 II (2026 True RGB), højre: Bravia 8 II (2025 QD-OLED). Nederst: Sony HX3110-reference. Foto: Flatpanels
Sony Bravia 9 II
Venstre: Bravia 9 (2024 miniLED), midt: Bravia 9 II (2026 True RGB), højre: Bravia 8 II (2025 QD-OLED). Nederst: Sony HX3110-reference. Foto: Flatpanels
Sony Bravia 9 II
Bevidst overeksponeret for at vise zonestyring / blooming. Foto: Flatpanels
Sony Bravia 9 II
Bemærk den matte filteroverflade på Bravia 9 II, som reducerer refleksioner, men dæmper "glansen" en smule. Foto: Flatpanels
Tilbage i 2024, da vi undersøgte den håndbyggede 75-tommer prototype, talte vi 3840 lyszoner, altså RGB LED-bagbelysningen kunne styres i 3840 individuelle zoner. Sony har tilsyneladende neddroslet RGB LED-arkitekturen en smule i den færdige udgave af Bravia 9 II. På den eksponerede True RGB-bagbelysning i den færdige 65-tommer model talte Flatpanels 60 RGB-lysdioderne lodret og 102 horisontalt. Hver lyszone styrer fire RGB-lysdioder, hvilket giver præcis 1530 lyszoner (4590 RGB-zoner) mod 1512 zoner i Bravia 9 fra 2024. Som altid er antallet af lyszoner en af de vigtigste faktorer for LCD-billedkvalitet, men vi er enige med Sony, når de med rette påpeger, at algoritmen, der styrer dem, også spiller en afgørende rolle.
Sony Bravia 9 II
Øverst venstre: Bravia 9 (2024 miniLED). Øverst højre: Bravia 9 II (2026 True RGB). Nederst: referencebillede. Foto: Flatpanels
Sony Bravia 9 II
Øverst venstre: Bravia 9 (2024 miniLED). Øverst højre: Bravia 9 II (2026 True RGB). Nederst: referencebillede. Foto: Flatpanels

Kun to HDMI 2.1 og uden Dolby Vision 2

Selvom Sony har opgraderet bagbelysningen i både Bravia 9 II og Bravia 7 II, har de ikke opgraderet den underliggende hardwareplatform, der fortsat ser ud til at være den aldrende MediaTek Pentonic 1000 chip.
Sony Bravia 9 II HDMI
Bravia 9 II har stadig kun to HDMI 2.1 porte. Foto: Flatpanels
Som følge heraf har begge modeller stadig kun to HDMI 2.1 porte og to HDMI 2.0 porte i stedet for fire HDMI 2.1 porte, som ses på den nye mellemklassemodel Sony Bravia 3 II, der er opgraderet til Pentonic 800, samt på mange konkurrenters TV-skærme. Sony forklarede til Flatpanels, at beslutningen hænger sammen med udviklingsprocessen for RGB LED, som har været bundet op på det eksisterende chipset, men det er ikke desto mindre skuffende for køberne. En anden konsekvens er, at Sony på nuværende tidspunkt ikke kan understøtte Dolby Vision 2. I en kommentar til Flatpanels understregede Sony, at de hverken er for eller imod Dolby Vision 2, men at de i 2026 fortsat vil have normal Dolby Vision. En sidste bemærkning om Sonys modelprogram i 2026: Der er ikke længere et 77-tommer QD-OLED TV, da Bravia 8 II fortsat kun findes i 55 og 65 tommer. 77-tommer A95L er nu udfaset og kan kun købes så længe lager haves. Der findes heller ikke en 83-tommer OLED, da 2023-modellen A80L var den sidste i den størrelse. Både Bravia 8 (WOLED) og Bravia 8 II (QD-OLED) fortsætter i 2026. Det er stadig uvist, hvad der sker efter april 2027, hvor TCL og Sony's joint venture skydes i gang. Forsalget på Bravia 9 II og Bravia 7 II starter i dag den 27. maj. Du kan i tabellen nedenfor finde specifikationer fra TV-databasen.
Sony 2026 TV modeller
Sonys TV-lineup i 2026. Bemærk at de fleste modeller er carryovers. Foto: Flatpanels

2026 Sony TV-modeller

Flatpanels

Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere nyheder

Sony præsenterer trådløs Direct Connect til TV og Bravia Theatre Trio

27 May 2026 |

Google TV runder 300 mio. enheder men væksten aftager

26 May 2026 |

Danske priser på 2026 Hisense TV inkl. RGB LED

26 May 2026 |

tvOS 27 med nye tilgængelighed-funktioner til Apple TV

25 May 2026 |

Las Vegas' spektakulære Sphere får to søskende inden 2030

25 May 2026 |