Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonGoogle TV klargøres til LG-agtig pege-fjernbetjening – hvorfor? - FlatpanelsDK

Google TV klargøres til LG-agtig pege-fjernbetjening – hvorfor?

20 May 2026 | Rasmus Larsen |

Google vil have streaming-apps til at supportere pegefunktion på Google TV, hvilket peger i retning af, at Google selv eller en partnere vil følge i LG's fodspor med pege-fjernbetjening.

Vi fik hverken en ny Android TV-version til Google TV eller større nye funktioner under Googles årlige udviklerkonference, I/O 2026. I stedet var Googles fokus på Gemini og... pegefjernbetjeninger.

- "TV-oplevelsen, som vi kender den, er under forandring. Gemini ændrer måden, vi finder og streamer indhold med stemmen på, men måden, vi bruger fjernbetjeningen på, udvikler sig også. Pegefjernbetjeninger bringer bevægelsesstyret input til den store skærm og giver hurtigere navigation på Google TV-hjemmeskærmen og i apps med meget indhold. For at sikre, at din app er klar til dette skifte og giver en god oplevelse for alle brugere, er det nu, du skal begynde at tænke på pegeinput," sagde Paul Lammertsma, Developer Relations Engineer hos Google TV, og tilføjede:

- "Din app skal understøtte hover-tilstande, scrollbare beholdere og klik med markør for at gøre pegefjernbetjeninger mulige på Google TV."

Google instruerer desuden app-udviklere i at markere i Google Play-butikken, om deres apps er opdateret til pegefjernbetjeninger.


Hvorfor pegefjernbetjeninger?

Det står ikke klart, hvorfor Google pludselig fokuserer så meget på pegefjernbetjeninger. I dag er LG eneste TV-producent med en sådan løsning – Magic Remote – men LG bruger ikke Google TV i sine skærme, men derimod egen platform, webOS. Der er intet, der tyder på, at LG planlægger et skifte fra webOS til Google TV, men måske overvejer en anden TV-producent det?
Google TV pointer remote
Sådan vil en pegefjernbetjening fungere på Google TV
Nuværende Google TV-partnere tæller mærker som Sony, TCL, Hisense, Sharp, Cepter og Xiaomi, mens partnere på streamingbokse omfatter bl.a. Walmart, Strong, Mecool og Nvidia. Ingen af dem har vist koncepter eller nævneværdig interesse for pegefjernbetjeninger. Google selv er naturligvis en mulighed. Selskabet droppede den populære Chromecast til fordel for den nye, dyrere Google TV Streamer-boks, der ikke er blevet et hit. Forbereder Google næste generation? Læs også: Test: Google TV Streamer

Nye Gemini-funktioner

Under Google I/O 2026 fremhævede selskabet også Gemini-assistenten, som på Google TV er blevet udvidet til at svare med "en kombination af grafik, videoer og tekst for at hjælpe brugerne med at finde det, de har brug for, når de har brug for det". Gemini virker endnu ikke på dansk på Google TV, hvorfor den ikke er aktiveret herhjemme endnu.
Google TV Gemini
Sådan fungerer Gemini nu på Google TV – i hvert fald i USA
Google opfordrer streamingtjenester til at tage den nye Engage SDK i brug (tidligere Discovery API), så Google TV-hjemmeskærmen og Gemini bedre kan servere anbefalinger til indhold og 'Fortsæt med at se'. Det gamle API udfases i anden halvdel af 2027. Betyder det, at Netflix endelig vil lade sit indhold indeksere fuldt ud? Sandsynligvis ikke.

Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere nyheder

Google TV klargøres til LG-agtig pege-fjernbetjening – hvorfor?

20 May 2026 |

TV 2 Play-kunder kan nu tilkøbe Disney+ og Apple TV med rabat

20 May 2026 |

Nyt 27" QD-OLED panel er hurtigere, lysere og har længere levetid

19 May 2026 |

TCL's nye Google TV-opdatering tilføjer Dolby Vision Filmmaker mm.

19 May 2026 |

LG's nye "billige" OLED TV er landet i Danmark – priser fra 5.999 kroner

18 May 2026 |