Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonSamsung melder om gennembrud i brillefri 3D OLED teknologi - FlatpanelsDK

Samsung melder om gennembrud i brillefri 3D OLED teknologi

30 Apr 2026 | Rasmus Larsen |

Det er en videreudvikling af light field-teknologi, som løfter billedkvaliteten i både 3D og 2D på samme skærm, samtidig med, at synsvinklen i 3D udvides, så flere kan kigge med samtidig.

Det er et fælles projekt mellem Samsung Research, Samsung Electronics og det sydkoreanske universitet Postech, som er blevet offentliggjort i det fagfællebedømte tidsskrift Nature under titlen "Switchable 2D-3D display through a metasurface lenticular lens".

Blåstemplingen i Nature vidner om, at det er en teknologi, der er værd at holde øje med.


Bedre 2D og 3D

Den nye 3D-teknologi har stadig fundament i light field-teknologi, altså samme princip som i Samsungs nuværende 27" Odyssey 3D G90XF og den kommende 32" Odyssey 3D G90XH, der begge bruger et kamera til at spore, hvorhen seeren kigger. Det nye er, at der bruges ultratynde 'metalenses', som kan skifte mellem konkav og konveks tilstand ved at regulere den elektriske spænding. Det gør det muligt at skifte mellem 2D og 3D, som ikke kræver briller, samtidig med, at opløsningen forbliver høj og skærmen meget tynd. Systemet har en betragtningsvinkel på op til 100 grader – markant bredere end i dag – og billedkvaliteten er markant bedre, ifølge Samsung, der beskriver teknologien som et gennembrud. - "Selvom light field-skærme længe har været anset som lovende til underholdning, augmented reality (AR) og medicinsk billedbehandling, har de haft udfordringer med kommercialisering, herunder klodsede optiske systemer, snævre synsvinkler (omkring 15 grader), lavere opløsning og afhængighed af realtids-øjensporing. Forskerholdet har adresseret disse udfordringer ved hjælp af polarisering – den retning, lyset svinger i – til at designe en metasurface lenticular lens (MLL), som dynamisk kan justere sine fokusegenskaber," forklarer Samsung (maskinoversat).
3D metalens Samsung
Prototype med metalens-teknologien. Foto: Samsung

3D OLED på vej?

Der er ikke kun tale om et teknologikoncept. Samsung oplyser, at de har udviklet en 50x50mm metalens og integreret den i et OLED-panel, der allerede bruges i smartphones. Ifølge Samsung har teknologien "potentiale til at forme næste generation af skærme". Til at starte med er fokus på smartphones, tablets og kommercielle skærme, men der er ikke fremlagt en tidsplan. Selskabet har heller ikke kommenteret på planer for TV-skærme. Læs også: Samsung vil genoplive 3D-gaming med 120 spil i år Forskningen sker om led i Samsungs bredere strategi om at genoplive 3D – med fokus på gaming – ved hjælp af brillefri teknologi, efter tidligere satsninger på 3D-briller slog fejl. - Kilde: Nature, Samsung

Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere nyheder

PlayStation svarer i sag om online-lås på offline-spil

30 Apr 2026 |

Champions League bliver på Viaplay frem til 2031

30 Apr 2026 |

Samsung melder om gennembrud i brillefri 3D OLED teknologi

30 Apr 2026 |

Danske priser på 2026 LG OLED: Store TV bliver billigere

29 Apr 2026 |

Prime Video presser reklamer ind hos alle danske abonnenter

29 Apr 2026 |

YouTube-chef advarer mod forbud: Gør nettet mindre sikkert for børn

28 Apr 2026 |