Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonNetflix følger op på internationale krimisucceser med ny 'Kastanjemanden' - FlatpanelsDK

Netflix følger op på internationale krimisucceser med ny 'Kastanjemanden'

24 Apr 2026 | Per Fanefjord Laursen |

Netflix Danmark er snart klar med en ny, mørkere sæson af Kastanjemanden, der placerer sig i rækken af nordiske kriminalserier.

Streaminggiganten gør klar til global premiere torsdag den 7. maj. Anden sæson har seks episoder.

Første sæson, der havde premiere i 2021, blev endnu et bevis på dansk krimidramas gennemslagskraft internationalt. Nu bygger Netflix videre på succesen, ikke mindst i kølvandet på sidste års hit Reservatet.

- "Hele verden kan følge en ny sag med Thulin og Hess fra 7. maj. Det bliver premiere i over 190 lande med over 700 millioner mennesker, der kan se en ny Nordic Noir-serie, når det er allerbedst," sagde Zire Schucany, Creative Executive for Original Series hos Netflix Norden, under seriens gallapremiere i København tirsdag aften, hvor Flatpanels var inviteret.


Nordic Noir blevet et stærkt brand

De senere år har Netflix for alvor positioneret sig som en central platform for skandinaviske krimihistorier. Nordic Noir er måske et diffust begreb, men har udviklet sig til et stærkt brand, der appellerer bredt på tværs af markeder, kendetegnet ved stemningsmættede fortællinger, komplekse hovedpersoner og dystre lokationer. Kastanjemanden sæson 2 og Reservatet (2025) placerer sig i forlængelse af en række serier, der generelt har klaret sig godt for Netflix. Blandt dem er også det finske krimidrama Deadwind (2018), der følger en nyligt fraskilt efterforsker ved Helsinki Politi. Det danske true crime-drama Sygeplejersken (2023) skildrer en virkelig sag om en sygeplejerske, der blev dømt for drab på patienter, og blev både en seer- og kritikersucces med en topplacering på Netflix's top-10. Den svenske krimithriller Åremorden (2025) følger en Stockholm-efterforsker under intern efterforskning, mens den svenske The Glass Dome (2025) kredser om kriminologen Lejla Ness, der vender tilbage til sin hjemby for at opklare en sag om et forsvundet barn. Listen tæller også Equinox (2020), en dansk overnaturlig folk horror-thriller, samt den islandske Katla (2021), der udspiller sig i skyggen af et vulkanudbrud i en isoleret by.
Kastanjemanden 2
Danica Curcic og Mikkel Boe Følsgaard vender tilbage i hovedrollerne. Foto: Netflix

En mørkere opfølgning

Kastanjemanden sæson 1 var baseret på Søren Sveistrups roman af samme navn. Efterfølgeren udkom i november 2024 under titlen Tælle til én, tælle til to og danner grundlag for den nye sæson. - "Sæson 1 blev en stor succes, så der var store forventninger. Det var nærmest nervepirrende og en kreativ proces, der rejste mange spørgsmål og krævede rigtig mange beslutninger. Men jeg kan godt garantere, at 2'eren slet ikke ligner etteren," fortalte én af forfatterne, Dorte W. Høgh, under gallapremieren. Opfølgeren på det danske krimihit anlægger en mørkere stil, supplerede konceptuerende instruktør Milad Alami (Charmøren), der ikke arbejdede på første sæson. - "Den nye sæson har flere nye temaer i forhold til etteren, overvågning, paranoia og stalking, og det var naturligt at give nummer 2 en lidt anden visuel identitet."

Uskyldig børneremse får uhyggelig rolle

Sæson 2 følger igen efterforskerne Naia Thulin og Mark Hess, der står over for en ny kompleks sag. Den fulde titel er Kastanjemanden: Tælle til en, tælle til to og kredser om en stalker, der iscenesætter en foruroligende leg med sine ofre. En 41-årig kvinde forsvinder sporløst, og efterforskningen afslører, at hun gennem længere tid er blevet overvåget og chikaneret med billeder, videoer og en tilsyneladende uskyldig børneremse. Danica Curcic og Mikkel Boe Følsgaard vender tilbage i hovedrollerne, flankeret af blandt andre Sofie Gråbøl og Katinka Lærke Petersen. Serien produceres af SAM Productions.

Trailer

Flatpanels

Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere nyheder

Netflix følger op på internationale krimisucceser med ny 'Kastanjemanden'

24 Apr 2026 |

Google TV har toppet i Europa – Vidaa overhaler webOS

24 Apr 2026 |

YouTube i Danmark: Ven, fjende eller uundgåelig infrastruktur?

23 Apr 2026 |

Første 83" QD-OLED panel spottet på certificeringsliste

23 Apr 2026 |

Selskabet bag Thomson TV og mediebokse gået konkurs

23 Apr 2026 |

Xbox-spiltjeneste bliver billigere med ændret udgivelsesstrategi

22 Apr 2026 |