Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonApple får ny topchef: Hvem er John Ternus? - FlatpanelsDK

Apple får ny topchef: Hvem er John Ternus?

21 Apr 2026 | Rasmus Larsen |

Tim Cook stopper til september som adm. direktør for Apple, hvorefter ingeniøren John Ternus overtager. Johny Srouji får ansvaret for hardware.

Der har længe været snak i krogene og nu er det så officielt: Tim Cook, der overtog efter Steve Jobs' bortgang, træder frivilligt tilbage – uden drama – fra rollen som CEO. Han er 65 år.

Tim Cook har stået i spidsen for Apple i 15 år, men været i selskabet siden 1998. I perioden er Apple vokset eksplosivt fra 350 milliarder til 4 billioner dollar i markedsværdi. Cook har bl.a. introduceret Apple Watch, AirPods, Apple TV (både hardware og tjeneste), Apple Music, Apple Pay og Apple Vision Pro.

Der findes i dag over 2,5 milliarder aktive Apple-enheder ude hos forbrugere og virksomheder.


Hvem er John Ternus?

John Ternus har været ansat hos Apple siden 2001 og har siden 2013 haft ansvar for Hardware Engineering. Han har været dybt involveret i iPad, AirPods og nye udgaver af iPhone, Mac og Apple Watch, ifølge Apple, inkl. Macbook Neo og den nye Mac mini. Inden Apple arbejdede John Ternus i Virtual Research Systems; et selskab indenfor VR. Han har også været involveret i beslutningsprocessen omkring Apples headset, Vision Pro. Hans første hardwareprojekt hos Apple var Cinema Display. John Ternus har i perioden haft det overordnede ansvar for Apple TV hardware, men har ikke været ansigtet på lanceringerne eller offentligt talt om de små mediebokse. Apple TV er en af Apples mindste hardwarekategorier. Han har imidlertid også været involveret i det problematiske Butterfly-tastatur og den kuldsejlede touchbar på Macbook Pro. Ternus beskrives som en ingeniør og produktmand, mens Cook har været beskrevet som ekspert i drift. Netop produktudvikling har været et af de få kritikpunkter i Cook-æraen, hvor folk har efterlyst nye produkttyper og større risikovillighed fra Apple. Både en TV-skærm og en bil blev droppet i Tim Cooks periode. Ternus skal navigere selskabet ind i en ny æra, hvor konkurrencefeltet er anderledes. Det er mange år siden, at Microsoft og Dell var de primære konkurrenter. I tillæg til hardware og software, spiller tjenester og kunstig intelligens en større rolle i dag. Nye stærke selskaber indenfor AI, såsom Nvidia og OpenAI, har tilsluttet sig eliten og udfordrer status quo.

Johny Srouji forfremmes

Med øjeblikkelig virkning forfremmes Johny Srouji til chief hardware officer, meddeler Apple i samme åndedræt. Srouji er arkitekten bag Apple Silicon, altså skiftet fra processorer fra Intel og andre til egenudviklede processorer – siden A4 og M1. Den overgang er genenmført under taktstok af netop John Ternus. Disse processorer bruges også i Apple TV. Næste Apple TV får efter sigende en chip, der kan afvikle konsolspil og Apples egenudviklede WiFi og Bluetooth chip. - "Johny er en af de mest talentfulde personer, jeg nogensinde har haft fornøjelsen af at arbejde sammen med," siger Tim Cook. "Han har spillet en helt central rolle i at drive Apples siliciumstrategi, og hans indflydelse har kunnet mærkes dybt ikke kun i virksomheden, men også i hele branchen. Han har altid ledet sin organisation med en bemærkelsesværdig sikkerhed og dømmekraft, og igen og igen har hans team leveret gennembrudsinnovationer, der har forvandlet vores produkter. Vi er utroligt heldige at have ham som Apples Chief Hardware Officer."
John Ternus
John Ternus (venstre) og Tim Cook (højre). Foto: Apple

Hvad parterne siger

Tim Cook fortsætter som CEO frem til 1. september 2026 for at sikre en glidende overgang. Derefter bliver han bestyrelsesformand og vil stadig tage sig af politiske anliggender rundt om i verden for Apple, oplyses det. - "Det har været det største privilegium i mit liv at være CEO for Apple og at have fået tilliden til at lede en så ekstraordinær virksomhed. Jeg elsker Apple af hele mit hjerte, og jeg er dybt taknemmelig for at have haft muligheden for at arbejde med et team af så geniale, innovative, kreative og dybt omsorgsfulde mennesker, som har været urokkelige i deres dedikation til at berige vores kunders liv og skabe verdens bedste produkter og tjenester," sagde Cook. "John Ternus har en ingeniørs hjerne, en innovators sjæl og hjertet til at lede med integritet og ære. Han er en visionær, hvis bidrag til Apple gennem 25 år allerede er for talrige til at tælle, og han er uden tvivl den rette person til at lede Apple ind i fremtiden. Jeg kunne ikke være mere sikker på hans evner og hans karakter, og jeg ser frem til at arbejde tæt sammen med ham om denne overgang og i min nye rolle som bestyrelsesformand." - "Jeg er dybt taknemmelig for denne mulighed for at føre Apples mission videre," siger John Ternus. "Efter at have tilbragt næsten hele min karriere hos Apple har jeg været heldig at arbejde under Steve Jobs og have Tim Cook som mentor. Det har været et privilegium at være med til at forme de produkter og oplevelser, der har ændret så meget af måden, vi interagerer med verden og hinanden på. Jeg er fyldt med optimisme omkring, hvad vi kan opnå i de kommende år, og jeg er meget glad for at vide, at de mest talentfulde mennesker i verden er her hos Apple, fast besluttede på at være en del af noget større end nogen af os hver især. Jeg er ydmyg over at træde ind i denne rolle, og jeg lover at lede med de værdier og den vision, som har defineret dette særlige sted i et halvt århundrede."

Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere nyheder

Selskabet bag Thomson TV og mediebokse gået konkurs

23 Apr 2026 |

Xbox-spiltjeneste bliver billigere med ændret udgivelsesstrategi

22 Apr 2026 |

DRTV's tekniske problemer hober sig op: Hvad DR siger

21 Apr 2026 |

Amazon sagsøgt: Ældre FireTV sticks virker ikke længere

21 Apr 2026 |

Apple får ny topchef: Hvem er John Ternus?

21 Apr 2026 |

Dell skærer kraftigt i prisen på QD-OLED med ny 27"

20 Apr 2026 |