Amazon lancerer et nyt FireTV Stick HD, som er mere energieffektivt og kan trække strøm direkte fra TV'ets USB-port. FireTV mangler dog stadig mange danske apps.
Fire TV Stick HD understøtter kun 1080p – ingen 4K – men er ifølge selskabet 30% slankere og 30% hurtigere. Enheden ser heller ikke ud til at klare Dolby Atmos-lyd. Opdatering: Den understøtter HDR.
- "Vi lancerer vores nyeste og hidtil mest bærbare streaming-enhed, Fire TV Stick HD, som kommer med vores nye Fire TV-brugerflade og Alexa+ indbygget. Uanset om du vil opgradere et TV derhjemme eller planlægger en kommende rejse, er denne nye enhed lille nok til at være i en taske og klar til at levere din fulde underholdningsoplevelse på ethvert TV, du tilslutter den til," oplyser Amazon.
Sidste år lancerede Roku et lignende streaming-stick, som også kan trække strøm direkte fra TV'et, men Rokus version understøtter 4K. Normalt kræver streaming-sticks og mediebokse strømkabel til en stikkontakt. Det kan man stadig, oplyser Amazon, via en USB-C strømbrik.
Den redesignet Fire TV-brugeroplevelse. Foto: Amazon
Subsidieret af reklamer, mangler apps
FireTV-platformen fungerer i Danmark og har visse danske apps, såsom Viaplay og YouSee, men der mangler DRTV, TV 2 Play m.fl. Alle de amerikanske streaming-apps findes.
Platformen er – ligesom Roku, Samsung Tizen, LG webOS, Google TV og flere andre TV-platforme – i høj grad subsidieret af reklamer og dataindsamling, hvilket brugeren skal acceptere. Til gengæld er enhederne meget billige.
Læs også: Dit Smart TV crawler måske nettet mens du ser film
Den nye FireTV Stick HD lanceres den 29. april til 35 dollar.
Wi-Fi 6 og Alexa+
Amazon bekræfter, at enheden har WiFi 6 og Bluetooth 5.3. Den leveres med den redesignet FireTV-brugerflade og understøtter stemmesystemet Alexa+, som dog ikke virker på dansk.
- "I de kommende måneder vil Amazon tilføje en ny Adaptive Display-indstilling til Fire TV Stick HD – en tilgængelighedsfunktion, der gør tekst, menuer og indhold lettere at se og navigere på skærmen. Når funktionen er aktiveret, forstørres mindre elementer som tekst og menuer, mens indholdets grafik skaleres proportionelt, hvilket giver en mere balanceret browseroplevelse. Kunder kan vælge mellem flere størrelsesindstillinger for at tilpasse deres seeroplevelse," tilføjes det.