Dit Smart TV er ikke længere en Xbox. Heller ikke din telefon, tablet eller dit headset. Microsoft ændrer strategi og dropper satsningen på, at alle enheder kan være en Xbox via spilstreaming.
Du har måske set 'This is an Xbox'-budskaberne, der har været brugt til at promovere Xbox appen til blandt andet Smart TV.
Du husker måske også, hvordan Microsoft talte om at nå ud til milliarder af gamere med spilstreaming – cloud gaming – i Xbox appen.
Satsningen slog fejl
Det var en strategisk satsning fra Microsoft på at transformere Xbox fra at være en fysisk enhed til en betalingstjeneste til spil (Xbox Game Pass), der kan køre nærmest overalt – dog ikke uden kompromisser.
Strategien er imidlertid slået fejl. Salget af fysiske Xbox konsoller er styrtdykket uden at antallet af Xbox Game Pass-abonnementer er steget i det tempo, Microsoft havde forventet, da de opkøbte Activision Blizzard for 68,7 mia. dollar. Selskabet er stoppet med at rapportere antal abonnenter.
Microsofts 'This is an Xbox'-kampagne er fortid. Foto: Microsoft
Ikke længere en Xbox
Ikke længe efter Microsoft sagde farvel til Xbox CEO Phil Spencer, som blev erstattet af Asha Sharma i slutningen af februar 2026, begyndte folk at lægge mærke til, at referencer til 'This is an Xbox' begyndte at forsvinde på Microsofts hjemmesider.
Nu bekræftes strategiændringen til Windows Central.
- "Asha droppede 'This is an Xbox', fordi det ikke føltes som Xbox," sagde en talsperson fra Microsoft (oversat). "Hun leder personligt en nulstilling af, hvordan vi fremstår som brand."
I mellemtiden har Microsoft annonceret planer om at smelte Xbox og PC gaming sammen og åbne for andre spilbutikker på konsollerne.
Læs også: Valve forsinker Steam Machine og Steam Frame – bliver nok dyrere
Hvad sker der med Xbox apps?
Xbox appen findes på nuværende tidspunkt til Windows, LG Smart TV, Samsung Smart TV, Amazon Fire TV og visse VR-headset.
På CES-messen i januar i år lød meldingen, at Xbox appen snart lanceres til Google TV, men det er uvist om strategiændringen får konsekvenser for den videre udrulning – eller allerede supporterede platforme.
Næste Xbox og PlayStation 6 forventes klar tidligst i slutningen af 2027.
- Kilde: Windows Central