Netflix nedgraderer sin Apple TV app: Hvad du mister
02 Apr 2026 | Rasmus Larsen |
En opdatering ændrer videoafspilleren i Netflix appen til Apple TV, så det bliver mere besværligt at spole og tilgå nyttige funktioner. Andre funktioner forsvinder helt.
Efter at have testet ændringen i noget tid, er Netflix nu begyndt at udrulle den bredt. Det skriver mediet Pocket-lint via meldinger på Reddit. Flatpanels har også modtaget app-opdateringen.
Konkret har Netflix besluttet at ændre sin videoafspiller fra den indbyggede i tvOS på Apple TV til en egenudviklet videoafspiller, så appen under afspilning af film og serier på Apple TV i større grad ser ud som på andre TV-platforme. Under ændringen i udseende gemmer sig dog en masse tekniske ændringer.
En dårligere brugeroplevelse
Ændringen betyder, at Netflix-abonnenter, der bruger Apple TV boks, får en dårligere brugeroplevelse. Det skyldes, at mange af de nyttige funktioner i Apple TV er koblet op på Apples indbyggede videoafspiller og fjernbetjeningen med touch-felt.
Følgende funktioner er bundet op på Apples egen tvOS-videoafspiller:
Nem spoling med sideklik (10 sek frem/tilbage) og 'scrubbing' (rotering på ringen)
Auto-undertekster ved andet sprog, mute eller spoling
Ændring af udseende på undertekster
Dialogforbedring (Enhance Dialogue) i videoafspilleren
Dobbelt-tap for at se sluttidspunkt på film/serie
Info og angivelse af video/lydformat i slide-up menu
HDR tone-mapping, hvis man fast har sat sin Apple TV 4K til HDR10 eller Dolby Vision
Listen er ikke udtømmende. Enkelte af disse funktioner kan stadig aktiveres fra 'Indstillinger' appen på Apple TV, men så kan man ikke slå dem til og fra – eller skifte – mens filmen kører.
Apples egne apps samt tredjeparts-apps som DRTV bruger den indbyggede videoafspiller. Disney+ bruger egen videoafspiller.
Venstre: Sådan så Netflix ud før. Højre: Sådan ser Netflix ud nu på Apple TV
Brugeren har ikke kontrol
Netflix ser ud til at have sneget ændringen i videoafspilleren ind via en opdatering af appen, desværre uden at informere brugerne om den forringede funktionalitet.
Dermed er brugerne tvunget til at acceptere den væsentlig forringede brugeroplevelse, idet det ikke er muligt at gendanne Netflix appen til en tidligere version på Apple TV.
Netflix appen understøtter stadig korrekt match af billedfrekvens og dynamikområde (SDR/HDR/DV).
- Kilde: Pocket-link, Reddit
Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev
Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.