Sharp melder sig nu ind på markedet for miniLED LCD TV med lanceringen af JP7-serien. Det bliver til priser fra 5.500 kroner i 50 og 55 tommer.
MiniLED var til at starte med forbeholdt high-end modeller, men i senere år er teknologien blevet mere tilgængelig i mellemklassen af LCD TV.
Sharp oplyser ikke, hvor mange miniLED-zoner, JP7 har, men bekræfter, at der er zonestyring. Det er zonestyring, såfremt der er zoner nok, som gør miniLED i stand til at gengive HDR-billedkvalitet.
Med Dolby Vision og Atmos
Sharp JP7 skal ud og konkurrere med miniLED-modeller fra bl.a. LG, Samsung, Hisense og TCL. Sharps modeller lanceres til at starte med i 50 og 55 tommer i Norden, men der kommer måske større formater senere, da de findes i op til 75 tommer
Det oplyses, at skærmene har 4K, HDR10, Dolby Vision, HDMI 2.1 eARC og ALLM, AV1, Dolby Atmos og indbyggede 12W Harman Kardon-højttalere.
Sharp JP7-serien med Google TV. Foto: Sharp
Google TV indeni
Det hele kører på Google TV, som giver adgang til danske og internationale streamingtjenester inkl. DRTV, TV 2 Play, Netflix og Disney+. Med Google TV får man også indbygget Google Cast (Chromecast) og løbende opdateringer.
Vær dog opmærksom på, at skærmene er 60Hz. Det vil sige, at de ikke kan køre 120Hz med eksempelvis en PlayStation 5. Der er fire HDMI-porte, USB, WiFi, Bluetooth og indbyggede DVB-tunere.
Læs også: Panasonic indgår TV-samarbejde med kinesiske Skyworth
Sharp JP7 forventes klar Danmark til april/maj i 50 og 55 tommer med vejledende priser på hhv. 5.499 og 6.499 kroner. Sharp TV forhandles i Danmark af Power og Punkt1.