Efter det spektakulære 3DTV-flop forsøger Samsung nu at genoplive 3D. Denne gang med brillefri gaming-monitorer. Satsningen vinder frem med løfte om 120 spil i år, men der er væsentlige forbehold.
Samsungs første brillefri 3D-monitor med øje-tracking blev lanceret i 2025 og er den hidtil bedste, men stadig ikke optimal.
Selskabet har imidlertid en plan for 6K 3D på LCD og senere 3D på OLED, hvilket kan løfte 3D-billedkvaliteten markant.
120 spil inden årets udgang
Da skærmen blev præsenteret i 2025 var kun ét spil understøttet, The First Berserker. Planen var at udvide til omkring 10 titler ved lanceringen i 2. kvartal 2025, herunder Lies of P.
Samsung har siden da opfordret udviklere og partnere til at støtte op om satsningen på 3D. Selskabet forventer nu, at mere end 120 spil vil kunne spilles i 3D inden udgangen af 2026, mod omtrent 60 i dag.
- "Tilføjelsen af Hell Is Us og Cronos: The New Dawn udvider Samsungs 3D-spilbibliotek, som i øjeblikket understøtter mere end 60 titler – herunder The First Berserker: Khazan, Stellar Blade, Lies of P: Overture og Mongil: Star Drive. Med disse tilføjelser er selskabets udvalg af 3D-spil på vej mod at nå over 120 titler ved udgangen af 2026," Samsung sagde ved GDC Festival of Gaming i San Francisco.
Action-adventure-spillet Hell Is Us lanceres i 3D i marts, mens survival horror-spillet Cronos: The New Dawn udgives senere på året. Begge bliver tilgængelige i 3D Hubben på monitoren.
Samsungs første 'Odyssey 3D' LCD-monitor. Foto: Flatpanels
Et væsentligt forbehold
Der er dog et væsentligt forbehold ved de tal. Af de cirka 60 spil, der er tilgængelige i 3D, er kun tre 'native' med fuld support for øje-tracking.
De resterende læner sig op ad UEVR (Universal Unreal Engine VR injector), som konverterer spil baseret på Unreal Engine 4 og 5 til stereoskopisk 3D. Det virker, men der er begrænsninger. Mest afgørende er det, at øje-tracking ikke understøttes, hvilket gør 3D-effekten mindre overbevisende på Samsungs monitor.
Fans vedligeholder en liste over kompatible 3D-spil på Reddit her.
En god start
Ikke desto mindre er det en god start fra Samsung, med den første brillefri 3D-monitor, der rent faktisk virker, og lovning om 120 kompatible spil efter cirka halvandet år.
Spørgsmålet er, om Samsung formår at tage skridtet videre fra 'workarounds' og forbedre den underliggende teknologi med OLED og højere opløsning, samtidig med, at økosystemet udvides?
Vi er ikke fortalere for, at 3D på ny implementeres i TV-skærme eller alle PC-monitorer. I stedet vil Samsung være bedre tjent ved at samarbejde tættere med producenter af headset for at udvide brugerbasen. 3D-gaming på et godt headset – med micro-OLED – er markant bedre end effekten på monitorer.
Lad os se, hvor vi står om to til tre år.