Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonPhilips afslører 2026 OLED TV med Dolby Vision 2 Max, fire HDMI 2.1 - FlatpanelsDK

Philips afslører 2026 OLED TV med Dolby Vision 2 Max, fire HDMI 2.1

17 Mar 2026 | Rasmus Larsen |

Philips har i dag præsenteret sine 2026 OLED TV, der bliver de første med Dolby Vision 2 i nogen form. OLED951 og OLED911 har det bedste panel, mens OLED811 lover dobbelt så høj lysstyrke.

I 2026 sigter Philips mod at cementere sin position som en af de førende TV-producenter med både high-end og prisvenlige OLED TV samt RGB miniLED LCD og prisvenlige LCD TV, som vi har omtalt her.

Philips' OLED-modeller er direkte alternativer til LG's OLED-modeller med et par væsentlige fordele hos Philips i år, herunder Dolby Vision 2 Max.


Første OLED TV med Dolby Vision 2

I januar var Philips – i en fælles udmelding med Dolby – den første producent af OLED TV til at annoncere support for Dolby Vision 2. Ingen andre OLED-mærker har siden annonceret support, hvorfor det ser ud til, at Philips placerer sig i førerpositionen med ikke bare Dolby Vision 2, men også Dolby Vision 2 Max, som er højeste niveau med ekstra funktioner, som forklaret i vores artikel her. Vi har stadig ikke indhold i Dolby Vision 2, hvilket er påkrævet for at nyde fordelene på TV-skærme, men det fremtidssikrer Philips OLED TV i en grad, som konkurrenter såsom LG og Samsung ikke kan matche pt. Sony har endnu ikke præsenteret 2026-modeller.
Philips OLED911
Philips OLED911

Anden generation Tandem WOLED

OLED951 og OLED911, som afløser sidste års OLED950 og OLED910, får begge det opgraderede Tandem WOLED panel – eller META 4.0 Primate RGB Tandem – med 165Hz, øget lysstyrke og færre refleksioner. Det er high-end modeller, der skal konkurrere direkte med tilsvarende skærme med Tandem WOLED eller QD-OLED. Philips nævner 4500 nits højlys og over 400 nits lysstyrke i fuld skærm, men vi forventer at højlyset er lavere i kalibreret tilstand. OLED911, som har en 3.1-kanals Bowers & Wilkins soundbar, lanceres i 77, 65, 55 og for første gang 48-tommer fra juni. Desværre er der stadig ingen 83-tommer OLED fra Philips. OLED951 bliver tilgængeligt i 65 og 77 tommer i september uden Bowers & Wilkins-lyd.
Philips OLED951
Philips OLED951
Der bydes også ind med opgraderet videoprocessor (10. generation P5 AI) og en MediaTek Pentonic 800 systemchip, som endelig gør det muligt for Philips at tilbyde fire HDMI 2.1 porte med 4K HFR support – der har hidtil kun være to. Begge modeller har 4-sidet Ambilight, som kan opsættes til enten stemningslys og bias-lyd, sammen med en ny AmbiScape-funktion, som vi får mere information om på Philips' lanceringsevent i Berlin i denne uge.

OLED811 fordobler lysstyrken til 2500 nits

Philips' mest populære OLED er 8-serien i mellemklassen, og OLED811 afløser den meget rose OLED810. Den lanceres i samme størrelser fra 42 til 77 tommer – heller ingen 83 tommer her – i løbet af juni. OLED811 har også Dolby Vision 2 Max, men den største ændring er det opgraderede OLED EX panel med "billedkvalitet på niveau med high-end OLED TV", ifølge Philips. Konkret oplyser Philips, at panelet nu når op i 2500 nits højlys (55, 65, 77"), hvilket leder vores tanker hen på, hvad LG Display fortalte os i vores interview tidligere i år, og ikke mindst hvad LG Electronics gør med sin C6H, men kun i 77 og 83 tommer. Philips bekræftede ikke, hvordan panelet leverer op til dobbelt så høj lysstyrke i forhold til sidste års OLED810, men vi jagter svar i Berlin. Hvis det holder stik, kan OLED811 meget vel overgå LG C6 i billedkvalitet i år i 55 og 65 tommer. OLED811 har også Philips' mest avancerede videoprocessor, 10. gen P5 AI, samt Pentonic 800 chip med fire HDMI 2.1 porte. Den har 3-sidet Ambilight med AmbiScape. Den maksimale opdateringsfrekvens øges fra 144 til 165Hz.
Philips OLED811
Philips OLED811

Første model med OLED SE

Endelig har Philips præsenteret OLED761, der afløser sidste års OLED760/OLED770. Det er selskabets første model med det nye, billigere OLED SE panel, som Flatpanels skrev om i januar. OLED SE findes i 83 tommer, men Philips aftager det ikke i år, så OLED761 lanceres kun i 55, 65 og 77 tommer fra juni. Til gengæld står OLED761 nu til at ramme 1000 nits lysstyrke og blive billigere, så det kan konkurrere mere direkte med miniLED LCD TV i mellemklassen, hvor vores forventning er, at OLED SE trækker sig sejrrigt ud. OLED761 har også fire HDMI 2.1 porte og 3-sidet Ambilight med AmbiScape, men en mindre kraftfuld 7. generation P5 videoprocessor. Disse skærme understøtter ikke Dolby Vision 2. Normalt var Philips' 7-serie den eneste OLED-model med Titan OS, mens de dyrere modeller kørte Google TV. I år vil Philips dog bruge Titan OS i alle modeller, inkl. flagskibene. Vi jagter yderligere detaljer og information om de nærmere konsekvenser. Samlet set byder Philips ind med markante forbedringer og ændringer i sine OLED TV i 2026, så vi ser frem til at teste dem senere på året. Specifikationer fremgår nedenfor i TV-databasen.

2026 Philips OLED TV – specifikationer

Flatpanels

Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere nyheder

Philips afslører 2026 OLED TV med Dolby Vision 2 Max, fire HDMI 2.1

17 Mar 2026 |

Philips' første RGB miniLED model har Dolby Vision 2 Max, 11520 zoner

17 Mar 2026 |

Avis: Samsung genoptager udvikling af ægte QNED

17 Mar 2026 |

Her kan du streame Oscar 2026 vinderne

16 Mar 2026 |

'X-Files' vender tilbage – igen

15 Mar 2026 |

5000Hz monitor support på vej til Windows 11

13 Mar 2026 |