Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonStreamingbølgens vilde forandringer er aftagende - FlatpanelsDK

Streamingbølgens vilde forandringer er aftagende

12 Mar 2026 | Per Fanefjord Laursen |

Danskernes streamingvaner stabiliserer sig efter flere år med store forandringer, afslører den nyeste analyse fra Wilke, der forleden blev offentliggjort på CPH Future TV.

Analyseinstituttet Wilke har godt styr på danskernes tv-vaner, fordi man gennem mange år har undersøgt præferencer, modtagelsesforhold og vaner på vegne af den årlige CPH Future TV-konference, hvor Flatpanels igen i år lyttede med.

Daniel Ebert Pedersen
Daniel Ebert Pedersen, Wilke
- "Der tegner sig i år en generel trend; de forandringer på tv-markedet, der løb meget stærkt for 3-5 år siden, bevæger sig nu i mere adstadigt tempo," sagde Daniel Ebert Pedersen, director of Insights og partner i Wilke. Én fast pejling er forholdet mellem husstande, der kombinerer traditionel tv-pakke med streaming, kun har en tv-pakke, eller er rene streaminghusstande. - "Der er lidt flere rene streaminghusstande og en minimal nedgang i husstande med tv-pakke. Streamingbølgen har rullet i mere end ti år, og de husstande, der har efterspurgt ændringer i udbud eller modtagerforhold, har skiftet. Markedet stabiliserer sig," sagde Daniel Ebert Pedersen. Læs også: Kundeflugten fra YouSee tiltog sidste år
Streaming Danmark 2025

Forbrugerne signalerer stabilt marked

15% forventer, at de næste år vil abonnere på færre tjenester end i dag, mens kun 4% forventer at abonnere på flere. - "Det peger også på stabilitet, når 4 ud af 5 forventer at fastholde deres abonnement, som det er nu. Men det lover også en skærpet kamp blandt streamingtjenester om de få kunder, der kan flyttes," sagde Daniel Ebert Pedersen. Han påpegede dog, at adspurgte i en undersøgelse let kan finde på at sige, at de vil skifte ud i deres streamingabonnementer, men ikke altid får det gjort. - "En anden stabiliserende faktor er ganske enkelt, at hele 48% siger, at flow tv er vigtigt for dem," tilføjede Wilkes tv-ekspert.

Login-snyd er aftagende problem

70% af danskerne skifter sjældnere ud i deres streamingtjenester end én gang om året. De andre 30%, der typisk er under 50 år, skifter til gengæld hyppigt, hvilket visse streamingtjenester med høj udskiftning (churn) kan bevidne. Diskussionen af login-deling er stadig et emne, men problemet er aftagende. Den seneste undersøgelse viser, at 20% fortsat deler login med familie og venner. Men det tal var 27% i 2024 og omkring 30% i 2023. - "Der er tilsyneladende nogle tiltag mod password-deling, der virker. Men der er stadig mange – især under 40 år – der deler ulovligt," sagde Daniel Ebert Pedersen. Han forestiller sig flere tilbud fra tjenesterne om, at familier kan købe dele-abonnenter i lighed med Spotifys model, eller som på forsikringsmarkedet, hvor forældre deler bilforsikring med deres børn. Læs også: HBO Max vil forhindre kontodeling i år – sådan virker det Wilke har også spurgt – mod anonymitet – om danskernes ulovlige vaner (downloade film og serier ulovligt, eller benytte ulovlige IPTV-tjenester), og det erkendte beskedne 3%, at de gør.

Ægte højdespringer er Prime Video

Wilkes aktuelle billede af streamingmarkedets aktører og seerloyalitet til de forskellige tjenester viser, at DRTV har befæstet sin position de senere år. I Wilkes måling svarer 66%, at de "generelt bruger" DRs tjeneste. Derimod er Netflix på 50% ikke lykkedes med at komme op på niveauet fra corona-årene. - "TV 2 Play (47%) holder et højt niveau, mens Viaplay (29%) har tabt højde fra topniveauet, hvilket næppe kan overraske, når man ser tilbage på begivenhederne, herunder prisstigninger, og at Viaplay er en del af færre bundling-produkter end før," konstaterede Daniel Ebert Pedersen. Læs også: Viaplay hæver igen priserne Men markedets ægte højdespringer siden 2020 er faktisk Prime Video på 16%, påpeger Wilke. - "Prime Video har taget et stort spring op, formentlig på grund af mere nordisk indhold, der typisk skaber profil, bygger og fastholder abonnenter."
Streaming Danmark 2025

Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere nyheder

Dolby Vision (og 3D) virker igen på Disney+

12 Mar 2026 |

Streamingbølgens vilde forandringer er aftagende

12 Mar 2026 |

Avis: Sony dropper PlayStation-spil til PC

12 Mar 2026 |

Microsoft vil smelte Xbox og PC gaming sammen

12 Mar 2026 |

Nvidia løfter spil-streaming i headset med 4K 120fps, foveated streaming

11 Mar 2026 |