Komponentkrisen, som er blevet døbt 'RAMageddon', kan få store konsekvenser, lyder advarsel fra flere kanter. Det kan give mangel på produkter og endda føre til konkurser i år.
RAM-krisen påvirker allerede spilkonsoller, som også blev hårdt ramt af chipmanglen under coronapandemien.
Det lader dog til kun at være begyndelsen. Når der mangler RAM, stiger ikke kun produktionsomkostningerne, men producenterne må også kæmpe om at få fat i de svært tilgængelige komponenter. Hvem får mest held med at sikre sig RAM og lagermoduler? Producenter af TV-skærme? Smartphones? PC'er? Konsoller? Biler?
Vil påvirke salget i år
Med henvisning til bl.a. analysefirmaer som IDC, Omdia og Counterpoint skriver The Verge, at salget af smartphones, konsoller, computere og meget andet forventes at falde i år. Der kan simpelthen ikke skaffes nok RAM til at opretholde produktionen.
Forventningen er, at markedet for smartphones falder op til 8% i 2026 i forhold til 2025. PC-markedet kan falde med 5-9%, og priserne stige med op til 30%.
Qualcomm, der sælger chips til smartphones, siger, at det alene skyldes manglen på hukommelseschips, altså både RAM og NAND. Qualcomms økonomidirektør siger, at flere producenter allerede har nedjusteret deres produktionsplaner.
TV-skærme er historisk billigere for tiden, men det varer ikke nødvendigvis ved i de kommende måneder og år
Vil det føre til konkurser?
Selskabet Phison, der producerer controllere til hukommelseschip, advarer om, at RAMageddon kan føre til, at flere mindre elektronikproducenter går konkurs allerde i andet halvår 2026. Det skriver Tom's Hardware.
Frygten bygger på, at de små mærker ikke bare må kæmpe med færre leverancer af RAM og NAND, men potentielt slet ikke kan få fat i komponenter i kampen mod de store producenter, der kan forhandle bedre vilkår med leverandører.
Phison forventer, at krisen vil ramme producenter af smartphones hårdest, men også PC'er og til dels TV-skærme. TV-skærme bruger ikke nyeste generation er af hukommelseschips på samme måde som PC'er og smartphones, men prisen på lagermoduler stiger også hastigt. Phison siger, at eksempelvis et 8GB eMMC-lagermodul er steget fra 1,5 til 20 dollars alene i 2025 – 13 gange dyrere – og de er stadig svære at få fingre i selv for Phison.
Køb TV-skærm nu eller vent?
Lige efter nytår var Samsung ude og advare om, at prisen på TV-skærme kan stige. Siden da er udmeldingerne fra flere kanter kun blevet mere dystre.
Størstedelen af kostprisen på en TV-skærm vedrører skærmpanelet og bagbelysningen (LED, miniLED, QLED, RGB LED), men hukommelseschips er nødvendige i alle TV-skærme. Uden RAM og lagermoduler kan TV-skærme simpelthen ikke produceres, hvilket kan føre til lavere produktion, så priserne på de TV-skærme, der kan produceres, stiger.
Hvis du påtænker at købe ny TV-skærm i nærmeste fremtid, kan det derfor være en overvejelse værd, om du skal slå til nu. Tjek Tilbudsjagten for at finde de bedste priser.
- Kilde: The Verge, Tom's hardware