Når tvOS 26.4 til foråret frigives til Apple TV, fjernes den gamle iTunes app fra hovedskærmen. Det er også en ny lydfunktion, der løser lydproblemer med mange enheder.
Lydfunktionen i tvOS 26.4 beta 1 hedder 'Continuous Audio Connection' – den er endnu ikke oversat til dansk – og gør hvad navnet antyder: Holder lydforbindelsen aktiv konstant.
Med andre ord skiftes der ikke mellem lydformater, hvilket kan få AV-receivere og soundbarer til at 'poppe', cutte ud, mangle et par sekunders lyd ved opstart eller når filmen har været på pause, eller have varierende lydstyrke mellem lydformater. Udfordringerne er tiltaget i styrke i takt med overgangen til streaming, hvor der bruges mange forskellige lydformater.
Den nye lydfunktion i tvOS 26.4 beta 1. Foto: Flatpanels
Løser lydproblemer
I stedet sendes al lyd ud via et ukomprimeret HDMI-lydsignal, som forbliver aktivt selv når brugeren skifter mellem film i stereo, 5.1, 7.1 og Dolby Atmos. Signalet er Dolby MAT, hvilket indebærer LCPM med eller uden metadata (til Dolby Atmos).
En foreløbig melding fra Sonos-ejere på Reddit går på, at lydfunktionen løser problemet med, at 5.1 lyd blev afspillet ved markant lavere lydstyrke end Atmos.
Det samme bør gælde AV-receivere. Problemer med høje pop- eller klik-lyde bør ligeledes forsvinde. Apple advarer dog om, at visse ældre AV-receivere kan rapportere Dolby MAT-signalet som Atmos i displayet. Dette skyldes fejlrapportering i receivere – Sony receivere skelner eksempelvis korrekt. Apple understreger, at signalet ikke opkonverteres. Det sendes blot i Dolby MAT-container – lidt ligesom når video udsendes i 4K-container. Oplever man problemer med sin AV-receiver, kan man slå den nye lydfunktion fra. En potentiel fejlkilde kan også være stereo-signaler.
Der kræves HDMI eARC, hvis du looper HDMI-lydsignalet via din TV-skærm. Du skal også sikre dig, at eARC er aktiveret i TV'ets lydindstillinger.
Læs også: HDMI ARC (Audio Return Channel) og eARC forklaret
Fjerner iTunes app
Apple startede udfasning af iTunes til musik i 2019 og til film i 2023. Selskabet ville have brugerne hen i Apple TV appen, men iTunes appen forblev dog på Apple TV's hovedskærm. Den har sidenhen mistet al funktionalitet.
Siden tvOS 26 har man kunnet gemme iTunes appen med en indstiling. Med tvOS 26.4 fjernes iTunes appen definitivt på Apple TV.
I sidste uge sendte Apple en email ud til brugere, der stadig har film i iTunes' ønskeliste:
- "Din iTunes-ønskeliste med film og serier forsvinder snart og vil ikke længere være tilgængelig. Links til filmene og serierne på din ønskeliste er vedhæftet i denne e-mail. For at flytte ønskelisteelementer til din Apple TV Watchlist skal du følge linkene og trykke på + knappen. Dette vil få dine Watchlist-elementer til at blive vist i rækken 'Fortsæt med at se' på fanen Hjem i Apple TV-appen. Ellers behøver du ikke foretage dig noget," skrev Apple til Flatpanels (maskinoversat).
tvOS 26.4 er pt. i beta og frigives offentligt i løbet af foråret.
Ny menu til undertekster
Nye muligheder i menuen for undertekster tilføjes også med tvOS 26.4 – først spottet af brugere på Reddit. Her bliver det muligt at justere størrelsen og stilen på undertekster. Det er også muligt selv at designe undertekster; størrelse, farver, baggrund, font mv.
Justeringerne kan laves mens filmen kører fra det lille ikon over afspilningsbaren. Det virker i alle apps, der bruger standard-videoafspilleren i tvOS, eksempelvis Netflix og Apple TV appen.
Den nye menu til undertekster i tvOS 26.4. Foto: Flatpanels
- Kilde: Reddit (Sonos), Reddit