Efter at have præsenteret sine første TV og højttalere med Dolbys trådløse lydplatform, FlexConnect, på CES 2026, udruller LG nu en opdatering til udvalgte TV-modeller fra 2025.
Flatpanels fortalte allerede i december, at du kunne se frem til softwareopdateringen. Her er den så.
LG oplyser, at softwaren udrulles til OLED-modellerne G5 og C5 (inkl. CS5) fra 2025, foruden 2026-modellerne. Opdateringen findes også til LCD-modellen QNED9M fra 2025.
Trådløs Dolby Atmos
Med Dolby Atmos FlexConnect kan en soundbar, subwoofer og/eller ekstra front- og baghøjttalere forbindes trådløst til TV'et og levere Dolby Atmos-lyd. Både TV og højttalere skal understøtte FlexConnect.
Ifølge LG kan der tilsluttes op til fire højttalere og én subwoofer. Producenten lancerer snart sin første soundbar med Dolby Atmos FlexConnect (M7), kompakte højttalere (M5, M7) og en subwoofer (W7), som omtalt her.
Dolby Atmos FlexConnect-højttalere forbindes trådløst til LG TV'et, med eller uden soundbar. Video: LG
TCL's nyere TV-skærme understøtter også FlexConnect, som konkurrerer med andre trådløse TV-lydplatforme såsom Sonos, DTS Play-Fi og Samsungs Q-Symphony. På sigt kan FlexConnect muligvis forbinde højttalere på kryds og tværs, men ved lanceringen ser løsningen ud til at være begrænset til parring af produkter fra samme mærke.
Læs også: Dolby Atmos FlexConnect viser potentiale som afløser for soundbaren
LG har tidligere forsøgt sig med WiSA som trådløs lydplatform, men teknologien slog ikke an.
Du skal holde øje med softwareversion 33.30.92 eller 33.30.80, der i øjeblikket rulles ud i Danmark og resten af verden Tjek opdateringsmenuen på dit TV eller hent opdateringen manuelt fra LG's supportside til installation via USB-nøgle.
2025 LG OLED TV der får Dolby Atmos FlexConnect
Flatpanels