Den globale aftale er den første af sin slags, ifølge Netflix, som foruden nye film fra Sony Pictures også får visse film og tv-serier fra bagkataloget.
Spider-Man, Ghostbusters, Jumanji, Venom, Hotel Transylvania, Bad Boys, Karate Kid, Smølferne og Men in Black.
Det er blot nogle af de velkendte franchises, Sony Pictures står bag. Filmstudiets titler har i noget tid ligget på Netflix i USA, men nu har parterne underskrevet en global aftale. Det meddeler Netflix i en pressemeddelelse.
- "Vores medlemmer over hele verden elsker film, og at give dem eksklusiv adgang til Sonys højt elskede film tilfører enorm værdi til deres abonnementer," sagde Lauren Smith, VP for Licensing & Programming, Netflix. "Sonys imponerende portefølje af ikoniske filmfranchises som Spider-Man: Across the Spider-Verse samt originale titler som Anyone But You har været populære blandt vores amerikanske publikum, og nu glæder vi os til at udvide dette tilbud til vores medlemmer over hele verden."
Største aftale af sin slags
Aftalen er den første af sin slags, siger Netflix, fordi den er global, men det er også den største aftale af sin slags, ifølge Hollywood-mediet Deadline. Kilder hævder, at aftalen beløber sig til over 7 mia. dollar. Netflix løb med aftalen for næsen af Amazon.
Konkret omfatter aftalen globale rettigheder til nye film fra Sony Pictures efter biografvinduet og salg/leje på VOD-filmtjenester som Blockbuster og Apple TV. Aftalen bliver global frem mod starten af 2029 i takt med, at rettighedsaftaler udløber land for land, og gælder til og med 2032.
Se også: Streaming-kalenderen: Nyt i januar
Netflix oplyser, at nogle af de første nye film, der omfattes af aftalen, bliver animationsfilmen Buds, Nintendos The Legend of Zelda og Spider-Man: Beyond the Spider-Verse.
Spider-Man: Beyond the Spider-Verse er en af titlerne, der omfattes af aftalen. Foto: Sony Pictures
Farvel til Viaplay, HBO Max m.fl.
Aftalen betyder samtidig farvel til den fragmentering, der har præget Sony Pictures' filmkatalog i årevis, hvor de i Danmark skiftevis har været at finde på Viaplay, Prime Video, HBO Max og Netflix.
Sony Pictures' film vil stadig kunne findes på Sony Pictures Core-tjenesten, der er eksklusiv til Sony TV og PlayStation konsoller. De vil også stadig kunne findes på VOD-filmtjenester, hvor de kan købes og lejes enkeltvis.
Aftalen styrker Netflix i en tid, hvor selskabet er ved at opkøbe Warner Bros og HBO Max.
- Kilde: Netflix, Deadline