TCLs første LCD TV med RGB LED-bagbelysning hedder RM9L og lanceres senere på året i 85, 98 og 115 tommer med op til 9000 nits lysstyrke og 100% BT.2020 farver.
Den kinesiske TV-producent bruger ikke RGB LED i sit 2026-flagskib X11L, men vælger i stedet miniLED med såkaldte 'super quantum dots', der angiveligt giver adskillige fordele i forhold til RGB LED, men med tilsvarende farver.
I stedet placeres RGB LED et trin under, men stadig som high-end LCD TV med modelserien RM9L, ifølge What HiFi. På CES 2026 blev modellen også omtalt som C9L, da den afløser sidste års C9K, men det ser ud til, at TCL Europa fastholder den amerikanske RM9L-betegnelse. I Kina hedder den Q10M Ultra.
Op til 9000 nits og 100% BT.2020 farver
RM9L eksisterer i 85, 98 og 115 tommer. TCL skilter med op til 9000 nits højlys, 100% dækning af BT.2020 farverummet og henholdsvis 8.736, 11.520 og 16.848 lyszoner i baglyset.
Det er en udfordring at øge antallet af lyszoner med RGB LED, idet hver rød, grøn og blå lysdiode skal styres individuelt, hvilket kræver stor regnekraft og nyt kredsløb. 98RM9L har således markant færre zoner end flagskibet 98X11L; 11.520 mod 20.736 zoner.
Læs også: Er RGB LED en trussel mod OLED? Hvordan LG Display vil avancere OLED
RM9L byder også på WHVA 2.0 LCD-panel med bredere betragtningsvinkler, 4K, 144Hz (og 288Hz ved 1080p), Google TV, fire HDMI 2.1 porte, Dolby Atmos, Audio by Bang & Olufsen samt den nye AiPQ Pro processor. Den understøtter HDR10+ og Dolby Vision – hvilket vi forventer er Dolby Vision 2.
TCL har endnu ikke fremlagt planer om et 130-tommer LCD TV ligesom Samsung.
TCL Q10M Ultra i Kina er RM9L i USA og Europa. Den kan dog få et lidt anderledes design. Foto: TCL
Flere 'super quantum dot'-modeller
Herudover bringer TCL 'super quantum dots'-teknologien fra flagskibet X11L til årets nye 8- og 7-serier QM8L og QM7L, som ifølge Tom's Guide erstatter sidste års QM8K og QM7K.
Det er de amerikanske modelnumre. I Europa vil de sandsynligvis blive markedsføret som C8L og C7L, selvom de er så godt som identiske. Dolby har bekræftet, at de klarer Dolby Vision 2.
Vi kender endnu ikke til de nærmere detaljer, men vi forventer 4K-opløsning, Google TV og tusindvis af miniLED-zoner. I og med, at der er tale om "super", forventes de også levere høj dækning af BT.2020 farverummet til HDR-indhold.
En QM6L (formentlig C6L i Europa) blev også bekræftet som et prisvenligt miniLED LCD TV. Denne modelserie afløser sidste års QM6K / C6K, som var tilgængelig i op til 98 tommer.
TCLs fulde modelprogram for offentliggøres senere.
- Kilde: What HiFi, Tom's Guide