På CES 2026 præsenterer Hisense sin anden generation af RGB LED-teknologi, der tilføjer cyan som fjerde farve, samt ny ægte MicroLED-teknologi, der tilføjer gul som fjerde farve.
Flatpanels har allerede bragt nyheden om Hisenses 2026-modeller, men den kinesiske TV-producent havde mere at vise frem på CES 2026 i Las Vegas.
To nye Hisense flagskibs-modeller vil integrere disse nye teknologier.
RGB MiniLED evo
Efter at have lanceret et af de første to LCD TV med RGB LED-bagbelysning i 2025, går Hisense skridtet videre med anden generation, der markedsføres som 'RGB MiniLED evo' i en 116-tommer UXS model.
Med 'RGB MiniLED evo' bevæger Hisense sig ud over røde, grønne og blå lysdioder i bagbelysningen bag LCD-panelet ved at tilføje cyan som en fjerde lysdiode. Ifølge selskabet udvider det farvedækningen til 110% af BT.2020, hvilket er farverummet til HDR-standarden. Opdatering: Hisense siger, at 116UXS har "tens of thousands of color dimming zones".
I dag bliver de fleste film, serier og konsolspil i HDR-format gradet i det mindre DCI-P3 farverum, så BT.2020 er stadig mest af alt fremtidsmusik. At gå ud over BT.2020 er ét skridt yderligere, men Hisense forbereder sig tilsyneladende allerede på det.
116UXS er arvtageren for 2025-modellen 116UX, der koster 229.000 kroner. Den nye udgave får også opgraderet 'Hi-View AI Engine RGB' videoprocessor og Dolby Vision 2. Sidste års version skiltede allerede med 10.000 nits lysstyrke.
Hisenses 116UXS RGB MiniLED evo LCD TV. Foto: Hisense
RGBY micro-LED
Efter lanceringen af et 136-tommer ægte micro-LED TV sidste år til 100.000 dollar, vil Hisense i 2026 forsøge at videreudvikle teknologien med 'RGBY MicroLED'.
For at være helt klar i spyttet: Dette er noget helt andet end LG og Samsungs nyligt annoncerede 'Micro RGB'-modeller, som er LCD TV med RGB LED-bagbelysning. Denne skærm fra Hisense er et ægte micro-LED TV, hvor en lysdiode (LED) udgør hver enkel subpixel. Der er intet LCD-panel. Samsung sælger også ægte micro-LED TV, men bidrager til navneforvirringen ved at markedsføre LCD TV som 'Micro RGB'.
Hisense 163MX microLED. Foto: Hisense
Hvorfor tilføjer Hisense en fjerde farve til micro-LED? Selskabet mener, at micro-LED "rammer et farveloft", hvilket kan løses ved at tilføje gul som fjerde LED til rød, grøn og blå – altså RGBY. Hisense hævder nu at kunne levere 100% BT.2020 farver til HDR. Vi fik ikke oplyst et tal for højlyset.
Den nye teknologi introduceres i et 163-tommer MX micro-LED TV i 2026. Prisen kendes ikke endnu, men i og med, at sidste års version koster 100.000 dollar, bør man forvente, at 163MX igen er rettet mod ultra high-end segmentet.
Men fokuserer Hisense – ligesom Samsung, LG og Sony – på det forkerte her? I stedet for at forsøge at videreudvikle micro-LED, burde selskabet måske i højere grad koncentrere sig om draktisk at nedbringe produktionsomkostningerne.