Ville du erstatte din gaming-monitor eller TV med et par gaming-briller? I samarbejde med Xreal lancerer Asus gaming-briller med 1080p micro-OLED.
Ligesom Apple Vision Pro og Samsung Galaxy XR bruger Asus' briller micro-OLED skærme. Det er en afgørende forskel i forhold til Quest-headset fra Meta, som alle er udstyret med dårlige, lavopløste LCD-paneler.
I modsætning til Apples og Samsungs headset vejer Asus Xreal R1 kun 91 gram. Brillerne dækker ikke hele dit synsfelt og lukker heller ikke lyset ude. De har også en langt lavere opløsning på 1080p.
Asus Xreal R1 gaming-briller kan virtualisere en 171-tommer skærm 4 meter væk, lyder det. Foto: Asus
En 171" virtuel skærm
Inden CES 2026 meldte Asus et nyt produkt på vej, der ikke kræver et større skrivebord. Det er rigtigt, men du skal stadig have en kraftfuld gaming-PC eller konsol, som skal tilsluttes med USB-C eller via den medfølgende HDMI / DisplayPort dock.
- "Brillernes 57-graders synsfelt (FOV) giver dig et rummeligt virtuelt billede samt et godt kig på den virkelige verden, hvilket gør, at du kan se mere og gøre mere. Dette FOV betyder, at brugen af ROG XREAL R1-brillerne svarer til at sidde foran en enorm 171-tommer skærm fire meter væk. Uanset om du spiller blockbuster-spil eller ser film, får du den massive skærm, du har brug for til at nyde den største underholdning," meddelte Asus.
Micro-OLED skærmene understøtter op til 240Hz ved 1080p opløsning. Den virtuelle skærm kan enten følge dit hoved eller forblive fastlåst med Anchor Mode.
Asus Xreal R1 brillerne lanceres i første halvår 2026, men prisen er endnu ikke bekræftet.
På CES 2026 lancerede Xreal særskilt egne 1S briller med 1200p 120Hz micro-OLED, der kan virtualisere en skærm på op til 500 tommer. De understøtter også 2D-til-3D-konvertering. Xreal 1S koster 499 Euro.