Efter LG Displays ryk til RGB-stripe pixels i OLED har Samsung Display annonceret det første QD-OLED panel med 'V-Stripe' RGB-pixels.
Udmeldingen kommer i dag i en pressemeddelelse fra Samsung Display forud for CES-messen næste uge i Las Vegas, hvor flere detaljer og paneler præsenteres.
Samsung Display betegner det som 'V-Stripe'-pixels.
- "Den nye V-Stripe-struktur justerer røde, grønne og blå (RGB) subpixels lodret og bevæger sig væk fra den konventionelle trekantede subpixel-struktur, der anvendes i den nuværende QD-OLED teknologi. V-Stripe-strukturen er udviklet uafhængigt af Samsung Display til quantum dot-elementer og forbedrer skarpheden i tekstkanter, hvilket gør den ideel til brugere, der arbejder intensivt med tekst, såsom dokumentredigering, kodning eller indholdsproduktion," forklarer Samsung Display.
Læs også: Hvorfor tekst ikke står godt på de nye OLED og QD-OLED monitorer
Hvad er V-Stripe QD-OLED?
Samsung Display har ikke offentliggjort billeder af den nye pixelstruktur i QD-OLED, men en teaser fra MSI giver en indikation af det nye layout og forklarer, hvorfor det betegnes som V-Stripe frem for blot stripe.
Venstre: Trekantede QD-OLED-pixels. Højre: Nye V-Stripe RGB Som illustreret er den røde subpixel større end den grønne, som igen er større end den blå, hvilket danner et 'V'. Samsung Display forklarer, at subpixels er orienteret lodret ('V' for vertikal).
MSI's illustration kan afvige en smule fra det endelige subpixel-layout. Vi afventer yderligere detaljer fra Samsung Display.
Første 2026 QD-OLED panel
Samsung Display bekræfter samtidig, at det første 2026 QD-OLED panel er et 34-tommer 21:9 ultrawide panel med 360Hz opdateringsfrekvens, 0,03 ms responstid, 1300 nits peak brightness (3%), 300 nits lysstyrke i fuldskærm og 99% DCI-P3 farver.
Panelet har været i masseproduktion siden december 2025. I første omgang skal panelet leveres til 7 producenter af monitorer inkl. Asus, MSI og Gigabyte, til deres 2026-monitorer.
- "De største tekniske udfordringer ved masseproduktion af paneler med høj opdateringsfrekvens og en ny pixelstruktur omfatter reduceret levetid for organiske materialer, varmeudvikling og tab af lysstyrke," siger en talsperson fra Samsung Display. "Ved at udnytte QD-OLED's top emission-struktur, som giver fordele i lysstyrke, kombineret med forbedringer i effektiviteten af organiske materialer og designoptimering, har vi været i stand til at masseproducere et højtydende monitorpanel, der integrerer fire nøglefunktioner: 'V-Stripe'-pixelstrukturen, et ultrawide billedformat, høj opdateringsfrekvens og øget lysstyrke."
Det første QD-OLED V-Stripe er et 34" monitorpanel. Foto: Samsung Display
QD-OLED har 75% markedsandel
Analysefirmaet Omdia bemærker, at OLED's andel af premium-segmentet for monitorer (over 500 dollar) steg fra 14% i 2024 til 23% i 2025, og forventes at stige yderligere til 27% i 2026.
Forbedrede OLED-paneler ventes at accelerere skiftet fra aldrende LCD-paneler til OLED i 2026, og give brugerne mulighed for HDR-billedkvalitet og markant bedre gaming-ydelse.
QD-OLED estimeres at have en markedsandel på 75% indenfor OLED-monitorer i 2025, mens LG Displays WOLED halter langt efter på andenpladsen.