Apple har frigivet tvOS 26.2, der på Apple TV boksen tillader oprettelse af ekstra brugerprofiler til voksne og børn uden krav for Apple-konto.
Apple TV har haft brugerprofiler i årevis, men hver af dem har krævet en konto hos Apple. For familier har det f.eks. betydet, at konti skal bindes sammen via familiedeling.
tvOS 26.2 gør det lettere at individualisere Apple TV boksen til husstandens medlemmer og gæster.
- "Hvis du har en profil med en Apple-konto, kan du nemt oprette og administrere profiler til børn eller andre i husstanden, som ikke har en Apple-konto. Profiler får deres egen seerhistorik, anbefalinger og huskelister i Apple TV-appen, og børneprofiler kan filtreres til alderssvarende indhold," skriver Apple (maskinoversat).
Virker kun i Apples egne apps
Brugerprofiler virker i Apples apps såsom Apple TV appen, der integrerer indhold fra blandet andet streamingtjenesterne Apple TV, Disney+, Prime Video, HBO Max, Viaplay og SkyShowtime.
Der findes en udvikler-API så Netflix, TV 2 Play, DRTV og andre kan binde deres brugerprofiler op på Apple TV's overordnede brugerprofiler, men ingen af de velkendte streamingtjenester har taget muligheden i brug pt.
Opret flere brugere på Apple TV uden Apple-konto. Foto: Flatpanels
PIN-kode og forskellige sprog
Den udbyggede funktionalitet til brugerprofiler gør det også endelig muligt at at sætte PIN-kode på brugerkonti til voksne, så børn ikke bare kan skifte over. PIN-kode slår dog kun igennem i Apple TV appen, så det begrænser ikke børns adgang i apps som Netflix mv. hvilket begrænser brugbarheden.
- "I indstillingerne for Apple TV appen kan du nu oprette en 4-cifret kode for at få adgang til en profil," oplyser selskabet.
PIN-kode kan opsættes under Indstillinger -> Apps -> TV -> Vælg brugerprofil -> Beskyttelse af profil. Der er stadig ingen indstillingsmuligheder til at begrænse skærmtid.
Brugerprofiler på Apple TV, der oprettes uden Apple-konto, kan senere opgraderes til Apple TV-konto fra indstillingsmenuen.
En anden tilføjelse er, at man nu kan vælge særskilt sprog for hver Apple TV-bruger. Andre indstillinger kan ikke individualiseres.
tvOS 26.2 følger i hælene på tvOS 26, der blandt andet introducerede ny 'Liquid Glass'-brugerflade, AirPlay-parring af højttalere og karaoke. tvOS 26.2 er gratis og kan hentes nu til Apple TV HD og Apple TV 4K boksene.