Paramount har ikke givet op selvom de tabte budkrigen. Nu forsøger selskabet med et fjendtligt bud på 108,4 mia. dollar for hele Warner Bros Discovery koncernen.
Netflix og Warner Bros Discovery (WDB) har en underskrevet aftale, som annonceret i fredags. Warner fravalgte buddet fra Paramount i budkrigen.
Så let giver Paramount – med Ellison-familien i rygget – dog ikke op.
Bud til knap 700 milliarder kroner
Paramount har præsenteret et såkaldt fjerntligt bud, hvor de forsøger at tvinge Warner-ledelsen til at forholde sig til et nyt købstilbud ved at overbevise aktionærerne – et slags kupforsøg.
Paramount byder 108,4 mia. dollar (695 mia. kroner), hvilket er højere end Netflix' bud på 82,7 mia. dollar (530 mia. kroner). Prisen per aktie er dog kun marginalt højere. Det skyldes, at Paramounts bud omfatter hele Warner Bros Discovery inkl. tv-kanalerne og Discovery+. De dele vil Netflix ikke have.
Paramount præsenterer sit bud som bedre for filmskabere, biografer og forbrugere.
- "Vi mener, at vores tilbud vil skabe et stærkere Hollywood. Det er i den kreative branches, forbrugernes og biografindustriens bedste interesse. Vi mener, at de vil få gavn af øget konkurrence, højere investeringer i indhold og flere biografpremierer – og dermed flere film i biograferne – som følge af den foreslåede transaktion. Vi ser frem til hurtigt at realisere denne mulighed, så alle interessenter kan begynde at høste fordelene ved det samlede selskab.," siger David Ellison, CEO for Paramount.
Bedre for forbrugerne?
Såfremt Paramount overtager Warner vil ikoniske franchises som Star Trek, South Park og Mission: Impossible komme under samme tag som Harry Potter, Lord of the Rings, Dune, Game of Thrones og DC Comics.
Paramount har dog ikke gode kort på hånden. WDB har allerede forholdt sig til selskabets bud over flere omgange – faktisk siden 2023 – og WBD-bestyrelsen udtaler, at man som udgangspunkt "ikke ændrer sin anbefaling med hensyn til aftalen med Netflix", men at man svarer formelt indenfor 10 dage med en anbefaling til aktionærerne. Det skriver Variety.
Og så er der forbrugerspørgsmålet. Paramount står, sammen med andre parter, bag streamingtjenesten SkyShowtime, hvor film kommer og går baseret på profitoptimering. Seere kan ikke være sikre på, at f.eks. Mission: Impossible ligger klar næste gang. Tjenesten er også plaget af tekniske problemer.
Helt forventeligt, siger Netflix
Netflix ryster ikke på hånden over udviklingen. Det var helt forventet, lyder det.
- "Dagens udmelding var fuldt ud forventet," siger Ted Sarandos, co-CEO for Netflix. "Vi har en aftale i hus, og vi er meget tilfredse med den – både for aktionærer og for forbrugere. Det er en fantastisk måde at skabe og bevare arbejdspladser i underholdningsbranchen. Vi er helt sikre på, at vi får den igennem."
Læs også: Smelter Netflix og HBO Max sammen til én streamingtjeneste?
- Kilde: Paramount, Hollywood Reporter, Hollywood Reporter