Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonDanske 'What the Clash?' kåret som årets spil til Apple TV - FlatpanelsDK

Danske 'What the Clash?' kåret som årets spil til Apple TV

05 Dec 2025 | Rasmus Larsen |

Ved den årlige kåring af bedste spil til Apples platforme løber danske What the Clash? med sejren for årets spil til Apple TV. HBO Max er kåret til årets app.

Hvis du savner inspiration til nye spil eller apps, kan den årlige App Store Awards måske give dig det. Vinderne er annonceret og der er hele tre danske apps på listen; What the Clash?, Tiimo og Be My Eyes.

- "Hvert eneste år bliver vi inspireret af, hvordan udviklere omdanner deres bedste idéer til innovative oplevelser, som forbedrer folks liv," siger Tim Cook, Apple CEO. "Dette års vindere er repræsentanter for den kreativitet og uovertrufne kvalitet, der definerer App Store, og de demonstrerer den betydningsfulde indvirkning, som apps og spil i verdensklasse har på mennesker over hele verden."


What the Clash?

I What the Clash? kan du spille alene eller udfordre vennerne i multiplayer i hundredevis af små, tossede mini-spil, hvor flere tilføjes løbende. Det beskrives som et partyspil – festspil – og kan styres på Apple TV med bl.a. PlayStation, Xbox og Nintendo controllere. Det er udviklet af Triband, som er et dansk spilstudie fra København. Triband kendes desuden for What the Golf?, What the Car? og What the Bat?. De to førstnævnte findes også til Apple TV, mens sidstnævnte er et VR-spil til PlayStation, Meta Quest og Steam.
What the Clash
Spil What the Clash? sammen eller alene. Foto: Triband
What the Clash? vinder foran mange andre spil fra langt større spilstudier, men det er værd at bemærke, at Apple kun tager spil fra egen Arcade-tjeneste i betragtning, når årets spil til Apple TV kåres. Det adskiller sig fra iPhone, iPad og Mac, hvor alle spil tages i betragtning. Ambitionerne om at forvandle Apple TV til en spilkonsol lever, men afgrænsningen fortæller historien om, at der er lang vej endnu.

HBO Max som bedste app?

Apple har mere overraskende kåret HBO Max som bedste app til Apple TV. De lægger til grund, at "HBO Max leverer en mere inklusiv streamingoplevelse med tilføjelsen af amerikansk tegnsprog og et omfattende udvalg af underholdning". Årets bedste app og spil til Apple Vision Pro er henholdsvis Explore POV og Porta Nubi, ifølge Apple. Hele listen over vindere kan ses nedenfor.

App Store Awards 2025 vindere

Apps Årets iPhone-app Tiimo fra tiimo. Årets iPad-app Detail fra Detail Technologies B.V. Årets Mac-app Essayist fra Essayist Software Inc. Årets Apple Vision Pro-app Explore POV fra James Hustler. Årets Apple Watch-app Strava fra Strava, Inc. Årets Apple TV-app HBO Max fra WarnerMedia Global Digital Services, LLC. Spil Årets iPhone-spil Pokémon TCG Pocket fra The Pokemon Company. Årets iPad-spil DREDGE fra Black Salt Games. Årets Mac-spil Cyberpunk 2077: Ultimate Edition fra CD PROJEKT S.A. Årets Apple Vision Pro-spil Porta Nubi fra Michael Temper. Årets Apple Arcade-spil WHAT THE CLASH? fra Triband ApS. Vinderne i Kulturel indflydelse Udover at anerkende apps og spil på tværs af Apple-enheder udvalgte redaktører fra App Store seks vindere i kategorien Kulturel indflydelse ud fra deres evne til at opnå betydningsfulde ændringer. Disse apps og spil blev anerkendt for deres positive indflydelse, idet de giver brugerne nyttige værktøjer, opfordrer til forståelse og skaber en mere inklusiv verden. Art of Fauna fra Klemens Strasser Art of Fauna laver illustrationer af vilde dyr fra hele verden om til afslappende puslespil og sætter nye standarder for tilgængeligt spildesign. Chants of Sennaar fra Playdigious Chants of Sennaar hylder sprogets kraft gennem et tankevækkende eventyr. despelote fra Panic, Inc. despelote skaber en intim og virkelighedsnær historie, der deler et glimt af en nation i kaos, som samles om deres kærlighed til fodbold. Be My Eyes fra Be My Eyes Be My Eyes kombinerer stærk AI med millioner af frivillige over hele verden, der hjælper blinde eller svagtseende personer med aktiviteter i hverdagen. Focus Friend by Hank Green fra B-Tech Consulting Group LLC Focus Friend by Hank Green fungerer som en hjælpende hånd i kampen mod digitale forstyrrelser ved at gøre fokussessioner til en leg med tilfredsstillende præmier. StoryGraph fra The StoryGraph StoryGraph giver bogelskere et inklusivt samlingssted, som er bygget på autenticitet med elementer, der hjælper læsere med at finde forfattere med mange forskellige baggrunde.
Flatpanels

Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere nyheder

Rygte: Netflix har vundet budkrig om Warner/HBO

05 Dec 2025 |

Danske 'What the Clash?' kåret som årets spil til Apple TV

05 Dec 2025 |

Streaming-kalenderen: Nyt på Amazon Prime Video i december

05 Dec 2025 |

Samsung pønser på billligere OLED TV og ny topmodel i 2026

04 Dec 2025 |

Traditionelt flow-tv når nyt lavpunkt

04 Dec 2025 |

Hvilket video-codec kan vippe MPEG4 AVC af pinden?

04 Dec 2025 |