Hvis du har tyet til SmartTube appen for at slippe for reklamer på YouTube, så advarer udvikleren nu om, at der har sneget sig malware ind i appen. Du bør reagere.
SmartTube appen er populær til Android TV, Google TV og Fire TV. På disse platforme kan den sideloades udenom app-butikken.
Appen giver adgang til YouTube, som man kender det, men uden reklamer og sponsorerede segmenter i videoer. Det er muligt fordi YouTubes videoer ikke er kopisikrede. Appen har også visse funktioner såsom PiP, som brugerne ikke finder i den officielle YouTube app.
Malware med i handlen
Udvikleren af SmartTube fortæller til AFTVNews, at de seneste udgaver af appen har været inficeret med malware. Derfor er malwaren kommet med både ved ren installation og opdatering af appen i november via version 30.43 til 30.47.
Det skyldes, at udviklerens computer har været inficeret med malware under udviklingen, hvilket har brudt en digital signatur. Der findes også diverse 'forks' (app-varianter) af SmartTube, som kan være inficeret.
Google har tvangsfjernet eller deaktiveret SnartTube appen på visse enheder. Apps som sideloades er ikke omfattet af Googles normale sikkerhedsprocedurerer, hvilket ifølge Google er grunden til, at de begynder at lukke ned for sideload.
SmartTube er skabt som en no-nonsense app til YouTube, men malware-hændelsen er bekymrende. Foto: SmartTube
Skulle være ren nu
Det oplyses ikke, hvilken malware, der er tale om, eller hvad den kan gøre ved inficerede enheder eller andre enheder på hjemmenetværket, men du bør reagere.
AFTVNews anbefaler, at du ikke bare sletter appen, men fabriksnulstiller alle TV-enheder, hvorpå appen har været installeret. SmartTube appen har haft privilegeret adgang til dine tilknyttede Google- og YouTube-konti, så du bør også holde øje med, om der sker noget mistænkeligt her.
Det gælder enheder som Chromecast med Google TV, Google TV Streamer, Nvidia Shield, Nokia-bokse, Strong-bokse, TCL Google TV, Philips Google TV, Sony Google TV mv.
Udvikleren hævder, at SmartTube version 30.56 er ren, uden malware.
- Kilde: AFTVNews