Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonTidligere B&O-designer: Anklager mod Canvas holder ikke - FlatpanelsDK

Tidligere B&O-designer: Anklager mod Canvas holder ikke

27 Oct 2025 | Rasmus Larsen |

Timothy Jacob Jensen, der tidligere har designet produkter for Bang & Olufsen, mener ikke, at påstande om, at Canvas har begået plagiat, kan opretholdes.

Den verserende sag mellem Bang & Olufsen og Canvas kom frem i offentligheden i starten af oktober, hvor B&O's advokat udtalte sig.

- "HiFi Frame indeholder en række karakteristiske træk, der oprindeligt blev introduceret med Beovision Contour, eksempelvis udformningen af den omsluttende ramme, der integrerer fjernsyn og soundbar i én helhed," sagde B&O's advokat til Børsen den 6. oktober.

B&O ønsker, at Canvas stopper markedsføringen og destruerer varelageret, ellers vil de anlægge retssag. B&O mener også, at de er berettigede til økonomisk kompensation.


Timothy Jacob Jensen byder ind

Canvas oplyser nu, at de i et skriftligt svar til Bang & Olufsen i september forsøgte at tilbagebevise anklagerne. Siden da har parterne ikke været i dialog. Canvas har i mellemtiden fået den anerkendte designer Timothy Jacob Jensen, søn af Jacob Jensen, til at kommentere på sagen. Timothy har tidligere været B&O-designer og underviser i design ved Fudan University i Shanghai. - "Vedrørende Bang & Olufsens anklager mod Canvas HiFi bemærkes følgende: Efter en grundig gennemgang af anklagerne samt en sammenligning af de relevante produkter, er det min vurdering, at Bang & Olufsens påstande ikke kan opretholdes. B&O søger reelt at opnå eneret til et generelt formsprog eller et konceptuelt udtryk, hvilket tidligere er blevet afvist af adskillige domstole på internationalt plan. Det er velkendt, at et koncept i sig selv ikke kan beskyttes, og det er endvidere værd at bemærke, at B&O hverken har opfundet højtaleren eller fjernsynet," siger Timothy Jacob Jensen og fortsætter: - "Ved sammenligning af Canvas The HiFi Frame og Beovision Contour fremgår det tydeligt, at der består væsentlige forskelle, både i forhold til proportioner, materialevalg, designmæssig udførelse og det samlede visuelle udtryk."
Hvide stationscars
Er Canvas HiFi Frame en kopi af B&O's BeoVision Contour? Foto: Canvas

Drager parallel til stationcars

Chefdesigneren drager parallel til stationcars med følgende eksempel: - "Som et illustrativt eksempel kan man betragte en række hvide stationcars fra forskellige producenter, set fra siden kan de fremstå visuelt ensartede, uden at der er tale om kopiering. På tilsvarende vis kan et tv med en integreret soundbar fremstå lignende i grundlæggende form, så længe der ikke foreligger direkte efterligning," siger Timothy Jacob Jensen.
Hvide stationscars
Hvide stationscars ligner hinanden fra siden, men det er ikke plagiat, ifølge Timothy Jacob Jensen

Tabte sag mod Loewe

Bang & Olufsen tabte tidligere en retssag om plagiat mod tyske Loewe. Retssagen varede næsten et år. Denne sag vedrørte Loewes såkaldte Reference TV. Canvas oplyser, at de på trods af den verserende sag agter at lancere HiFi Frame som planlagt i starten af november. Produktet lanceres i samarbejde med Samsung.

Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere nyheder

Tilbudsjagten er opgraderet – kig ind!

28 Oct 2025 |

Oversigt: YouSee pris-stigninger og indholdsændringer i 2026

28 Oct 2025 |

Branchen i opråb: Ureguleret AI er trussel mod dansk kultur

28 Oct 2025 |

Tidligere B&O-designer: Anklager mod Canvas holder ikke

27 Oct 2025 |

Færdig dansk serie fra 2024 endt i streaming-limbo

27 Oct 2025 |

Norlys tv-pakker bliver endnu dyrere i 2026

27 Oct 2025 |