Apple har i dag på WWDC 25 løftet sløret for tvOS 26 til Apple TV. Hovednyheden er en opfrisket brugerflade, men der er også nye funktioner.
Opdateret 19.6.2025:Apple introducerer
sit eget Spatial Audio-format og både dekodning og enkodning af APAC vil være understøttet på Apple TV 4K med tvOS 26.
Opdateret 13.6.2025: tvOS 26 åbner for Dolby Atmos mapping til højttaler-konfigurationer større end 7.1.4, eksempelvis 9.1.6 (front wide og to ekstra højdekanaler). Dette er muligvis relateret til audio passthrough.
Opdateret 12.6.2025: Der åbnes angiveligt for
lyd-passthrough i tvOS 26. Den gamle Apple Home-arkitektur udfases, så du skal opgradere til den nye. iOS 26 og tvOS 26 opgraderer også Matter til Thread 1.4. Flere detaljer kan findes i tabellen nederst.
Den nye version af tvOS kaldes tvOS 26 selvom det er efterfølgeren til tvOS 18.
Det skyldes, at Apple omdøber alle sine styresystem, så de i stedet følger årstallet. tvOS 26 (plus iOS 26 osv.) præsenteres således nu, men udkommer først sent i 2025, hvorefter det vil være softwaren i 2026 – 26 refererer til årstallet.

tvOS 26 får ny brugerflade. Her er første glimt – mere om lidt
Ny brugerflade i tvOS 26
Der kommer først og fremmest en ny brugerflade. Brugerfladen er inspireret af visionOS (Apple Vision Pro-brillen) og gør større brug af gennemsigtighed og glas-lignende elementer.
- "The new design introduces a new material called Liquid Glass. It brings a vibrant look to Apple TV, delivering a fresh and expressive design that beautifully reflects and refracts its surroundings using real-time rendering," siger Apple.
Apple oplyser, at Liquid Glass er kompatibel med Apple TV 4K (2nd Gen) og nyere. tvOS 26 bliver også kompatibel med første generation af Apple TV 4K og Apple TV HD, men giver ikke Liquid Glass brugerfladen på disse bokse. Apple TV HD blev lanceret i 2015 så tvOS 26 markerer 10 års support.
Den opfriskede brugerflade strækker sig til kontrolcentret og Apples egne apps såsom Apple TV appen, som også får nye "cinematic" covere.
Nye funktoner i tvOS 26
Hidtil har kun HomePod kunne parres som permanente højttalere til Apple TV, mens AirPlay-højttalere kun kunne sættes midlertidigt.
Ændringer på denne front har derfor været længe ventet. Med tvOS 26 kan enhver højttaler med indbygget AirPlay nu sættes som permanent højttaler til Apple TV, vel at mærke trådløst. Det gælder alt fra Bang & Olufsen og Sonos til LG og Samsung soundbarer.
En af de nye funktioner bliver, at brugere kan vælge, at Apple TV viser profilvælgeren, når boksen vågner fra slumretilstand, så man kan vælge, hvem der sidder foran skærmen. Det giver hurtigere adgang til personlige anbefalinger og se videre-listen i f.eks. Apple TV appen eller individuel spilfremgang i de spil, man har installeret.
En ny API til udviklere kan linke brugerkonti til Apple-konti, så det bliver langt lettere at opsætte en ny Apple TV boks.
Apple Music appen får en ny karaoke-funktion, hvor iPhone kan bruges som en håndholdt mikrofon. Det virker dog kun på Apple TV 4K (3rd Gen) pga. hardwarekravene. Andre brugere kan bruge deres iPhone til at sætte sange i kø.
FaceTime appen opgraderes, så man kan se personens foto og navn, samtidig med, at undertekster automatisk kan genereres i realtid på flere sprog – men endnu ikke dansk.
Forbedringer til pauseskærme
Der kommer nye pauseskærme i tvOS 26, herunder nye landskaber fra India, såsom Goa og Kerala.
Det bliver desuden muligt at udvælge specifikke pauseskærme fra Cityscape, Earth, Landscape og Underwater kategorier. Med andre ord bliver de også muligt at skjule pauseskærme, som man ikke bryder sig om.

Der kommer nye pauseskærme fra Indien
Der kom ikke en opdatering på de Apple TV+ inspirerede pauseskærme, som skulle være landet med tvOS 18 sidste år.
Du kan se, hvad Apple tidligere har tilføjet i tvOS 18, tvOS 17, tvOS 16, tvOS 15, tvOS 14, tvOS 13, tvOS 12, tvOS 11 og tvOS 10.
Ny Games app ikke til Apple TV endnu
På WWDC25 præsenterede Apple også ny gaming app, der skal være et samlingssted for nye og populære spil til Apples platforme. Til at starte med kommer den dog ikke til Apple TV – nok pga. de manglende hardware-muskler til spil. Appen integrerer med Game Center, så man også kan se spilfremgang, achievements, venners onlinestatus mv.
Der går rygter om ny Apple TV hardware senere i 2025.

Apple Games appen kommer ikke til Apple TV i første omgang
Den øgede satsning på gaming kommer efter at Apple i senere år har samkørt hardwaren på tværs af sine platforme, så spil til iPad og iPhone kan køre på macOS uden omskrivning af koden – og vice versa. Det samme gør sig gældende for Apple TV, der dog ikke har kraftig nok hardware til store konsoltitler. Apple har også netop opkøbt sit første spilstudie; RAC7 der står bag spillet Sneaky Sasquatch.
tvOS 26 frigives til efteråret som en gratis opdatering.
opdateres...
tvOS 26 – nye funktioner
Ny brugerflade
Det nye brugerflade gør større brug af gennemsigtighed og glas-lignende elementer. Kræver Apple TV 4K (2. generation) eller nyere.
Apple TV app med Liquid Glass
Apple TV appen er redesignet med ny plakatkunst, der integrerer Liquid Glass, og gør det muligt at vise flere serier og film, hvilket forbedrer brugerens mulighed for at opdage indhold.
AirPlay højttalerparring
Vælg enhver højttaler (B&O, Sonos, LG, Samsung, Sony osv) med AirPlay som permanent højttaler til Apple TV. Dette virker dog ikke pt. med systemlyde og spillyd.
Personlige pauseskærme
Tilpas pauseskærmen ved at vælge specifikke Cityscape-, Earth-, Landscape- eller Underwater Aerials – eller skjul dem.
Nye pauseskærme
Nyd betagende landskaber med nye Aerial pauseskærme optaget i Indien, herunder i Goa og Kerala.
API til automatisk login
tvOS 26 introducerer en ny API til udviklere, som knytter app-login til en Apple-konto, så det bliver nemt for brugerne at logge ind på deres foretrukne apps, serier og film, når de opsætter en ny enhed.
Apple Music Sing Karaoke
Karaoke-sjov når nye højder med tvOS 26, hvor brugerne kan forvandle deres iPhone til en håndholdt mikrofon til Apple TV og få deres stemmer forstærket, mens de synger med på deres yndlingssange. Kræver Apple TV 4K (3. generation) eller nyere samt iPhone 11 eller nyere.
Audio passthrough
Der åbnes angiveligt for lyd-passthrough i tvOS 26. Vi jagter nærmere detaljer.
Dolby Atmos
tvOS 26 åbner for Dolby Atmos mapping til højttaler-konfigurationer større end 7.1.4, eksempelvis 9.1.6 (front wide og to ekstra højdekanaler). Dette er muligvis relateret til audio passthrough.
Spatial Audio – Apple Positional Audio Codec (APAC)
Apple introducerer eget Spatial Audio-format og både dekodning og enkodning af APAC vil være understøttet på Apple TV 4K med tvOS 26.
Brugerprofiler ved opstart
For hurtigt at finde personlige anbefalinger får brugerne nu mulighed for automatisk at vise profilvælgeren, når Apple TV vækkes, så de hurtigt kan vende tilbage til deres anbefalinger og se videre-liste i TV appen og playlister i Apple Music.
Forbedringer i FaceTime
Med tvOS 26 får brugerne en mere personlig FaceTime-oplevelse, der matcher iOS. Kontaktplakater på Apple TV gør det mere personligt ved at vise en kontaktens tilpassede billede og navn, når et FaceTime-opkald startes på Apple TV. Live Captions udvides til at omfatte fransk, tysk, japansk, koreansk, mandarin og spansk, hvilket gør det muligt for Apple TV at vise undertekster for FaceTime-samtaler ved hjælp af lokal intelligens på enheden, så brugeren lettere kan følge med i samtalen. Derudover vises lyd- og telefonopkaldsnotifikationer på skærmen for den aktive profil, hvilket giver mulighed for at besvare opkald via tilsluttede HomePod-højttalere eller iPhone, og sikrer at kommunikationen med nære relationer forbliver i fokus.
Apple Home
Den gamle Apple Home-arkitektur udfases i iOS og tvOS 26. Du vil derfor bliver nødsaget til at opgradere til den nye arkitektur via Home appen (Hjem på dansk), hvis du ikke allerede har gjort det.
Matter / Thread
Matter opgraderes med Thread 1.4, som skaber et samlet mesh-netværk i hjemmet i stedet for et for hver smart home-platform. 1.4 understøtter også 'Thread over Infrastructure', hvor Thread-netværket kan forlænges via WiFi og Ethernet, hvilket giver hver Thread-enhed adgang til internettet, så f.eks. gardiner kan følge vejret. Thread 1.4 giver således bedre Matter-ydelse til Apple TV. Thread understøttes af Apple TV 4K (2nd Gen) og Apple TV 4K (3rd Gen, kun 128GB).
Metal 4 support
Apples nye gaming-API, Metal 4, er supporteret i tvOS 26. Det kræver en Apple TV med A13 Bionic eller nyere.
Captive WiFi sync
En ny funktion til captive Wi-Fi (hotel WiFi med login) synkroniserer automatisk login-information på tværs af iOS, iPadOS, macOS, tvOS og watchOS enheder.
Tilgængelighedssektion i App Store
En ny tilgængelighedssektion er blevet tilføjet på App Stores produktsider, som fremhæver tilgængelighedsfunktioner i apps og spil. |
Flatpanels