Microsofts nye strategi med at udgive Xbox spil på konkurrerende konsolplatforme er et hit blandt gamere, der har sendt Xbox spil til tops på salgslisten.
Minecraft, Elder Scrolls IV: Oblivion Remastered og Forza Horizon 5 topper i april salgslisterne i onlinebutikken på PlayStation 5 i både Europa og USA, ifølge Sonys officielle tal. Det skriver The Verge.
Indiana Jones and the Great Circle og Call of Duty: Black Ops 6 indgår også i top-10. Førstnævnte har i en periode været eksklusivt til Xbox, mens Call of Duty er omfattet af Microsofts aftale med de amerikanske konkurrencemyndigheder, som startede en sag mod giganten i forbindelse med opkøbt af Activision-Blizzard.
Del af ny strategi
Den ændrede udgivelsesstrategi er del af en større strategiændring fra Microsoft, der vil forvandle enhver skærm til en Xbox – du har måske set "This is an Xbox"-kampagnen.
Det omfatter både konkurrende spilkonsoller, såsom PlayStation 5 og Nintendo Switch, og spilstreaming til Xbox appen på Smart TV fra eksempelvis LG og Samsung.
Microsoft mener, at de potentielt kan nå to milliarder gamere med strategien. Xbox appen findes dog stadig ikke til Apple TV og Google TV.
Ikke gengældt
Spilkonsoller har været historisk været hermetisk lukkede for konkurrenter, hvilket de for så vidt stadig er, idet Microsofts Xbox Game Pass ikke er velkommen på PlayStation 5. Microsoft udgiver spil i PlayStation-butikken, hvor Sony tager en andel på 30%.
Omvendt har hverken Sony eller Nintendo annonceret planer om at udgive deres eksklusivtitler til Xbox. Sony er dog begyndt at udgive udvalgte spil til PC, der i dag deler processorarkitektur – x86 – med PS5 og Xbox Series X/S.
Microsoft vil ikke love, at alle deres egenudviklede spil havner på konkurrerende konsolplatforme, men de har bekræftet, at også Gears of War og Doom: The Dark Ages lanceres på PlayStation 5.
Halo og Starfield er stadig eksklusive til Xbox.
- Kilde: Sony via The Verge