Designet er uændret, men boksen har en ny chip, 4K Dolby Vision og HDR10+, Dolby Atmos og DTS:X, WiFi 6 og 32GB lagerplads – op fra kun 8GB tidligere.
Vi skrev for nylig om den nye Thomson Streaming Box Plus 270 og nu kommer også en opgraderet Xiaomi TV Box S – 3. generation – der skal ud og konkurrere med Googles egen streamingboks, Google TV Streamer.
Boksen kan forvandle enhver TV-skærm til Google TV, hvilket med andre ord giver adgang til det store katalog af både internationale og danske streaming-apps inkl. DRTV, TV2 Play, Disney+ og Netflix. Den forbindes til TV'et via HDMI og kan styres fuldt ud med TV'ets fjernbetjening eller den medfølgende fjernbetjening.
Opgraderet hardware
Xiaomi siger, at den nye boks har en 64-bit chip bygget på en 6nm proces, sandsynligvis Amlogic S905X5M, der giver 25% højere CPU-ydeevne og 130% bedre GPU-ydeevne sammenlignet med 2. generation. Den har dog stadig kun 2GB RAM.
En stor forbedring er opgraderingen på lagerplads fra 8GB til 32GB, hvilket gør det muligt at installere flere apps og spil. Google kræver, at nye Google TV-enheder har mindst 16GB lagerplads og understøtter AV1 videodekodning.

The Xiaomi TV Box S 3rd Gen omdanner ethvert TV til et Google TV. Foto: Xiaomi
Ingen Ethernet-port
Xiaomi markedsfører boksen med HDMI 2.1, men den leverer kun HDMI 2.0-båndbredde, altså op til 4K 60Hz. Den understøtter også HDR10, HDR10+, Dolby Vision, Dolby Atmos og DTS:X.
WiFi 6 klares for første gang, men der er ingen Ethernet-port i boksen og USB-porten er begrænset til USB 2.0-hastighed. Xiaomi har ikke specificeret, hvilken version af Android der driver Google TV i boksen.
Xiaomi TV Box S 3rd Gen kan købes inden længe. Vi kender endnu ikke prisen. Forgængeren sælges til under 500 kroner.
