Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonEU pålægger Apple at understøtte AirPlay-alternativer - FlatpanelsDK

EU pålægger Apple at understøtte AirPlay-alternativer

20 Mar 2025 | Rasmus Larsen |

EU skruer yderligere op for presset på Apple og kræver, at selskabet åbner specifikke funktioner for konkurrenterne og fremadrettet lancerer nye funktioner på en bestemt måde.

Efter at have tvunget Apple til at skifte til USB-C porte, udstedte Europa-Kommisionen den 19. marts 2025 to nye beslutninger under Digital Markets Act (DMA), kendt som interoperabilitetsforpligtelsen.

Disse beslutninger dækker specifikke funktioner som push-notifikationer, høretelefonfunktionalitet og forbindelse af VR-headset til iPhone. Hvad angår TV/AV så er fokus på mediecasting, nærmere bestemt AirPlay.


AirPlay-alternativer på iPhone

Grundlæggende kræver EU, at udviklere kan integrere alternativer til AirPlay på iPhone, så brugerne kan caste medier trådløst til TV-skærme og højttalere. - "Udviklere vil kunne integrere alternative løsninger til Apples AirDrop- og AirPlay-tjenester på iPhone. Som et resultat vil iPhone-brugere kunne vælge mellem forskellige og innovative tjenester til at dele filer med andre brugere og caste medieindhold fra deres iPhones til TV," lød det fra Europa-Kommissionen (maskinoversat).

AirPlay TV

AirPlay gør det muligt at sende medieindhold, f.eks. video, trådløst fra en iPhone til TV'et. Foto: Apple

Udviklere kan allerede gøre dette i et vist omfang uden de nye EU-regler, hvilket forklarer, hvorfor Google Cast (Chromecast) allerede understøttes i de fleste streaming-apps. Dette er helt op til udvikleren af appen. Amazon introducerede for nylig et alternativ til AirPlay og Google Cast. Ifølge EU skal ovenstående implementeres på iPhone med iOS 20 inden udgangen af 2026.

Funktionsparitet i fremtiden

EU har videre bestemt, at Apple er forpligtet til at muliggøre interoperabilitet uden omkostninger for tredjepartsudviklere samtidig med, at nye funktioner lanceres på iPhone. Apple har reageret på EU's beslutning med følgende udtalelse: - "Dagens beslutninger begraver os i bureaukrati og hæmmer Apples evne til at innovere for brugere i Europa, samtidig med at vi bliver tvunget til at give vores nye funktioner væk gratis til virksomheder, der ikke er underlagt de samme regler. Det er skadeligt for vores produkter og vores europæiske brugere. Vi vil fortsat arbejde sammen med Europa-Kommissionen for at hjælpe dem med at forstå vores bekymringer på vegne af vores brugere," udtaler Apple via 9to5Mac (maskinoversat).

EU's nye beslutninger under Digital Markets Act (DMA)

Apple skal implementere følgende (maskingoversat): Funktioner for interaktivitet - iOS-notifikationer: denne funktion gør det muligt for tilsluttede enheder, såsom smartwatches, at vise og reagere på iOS-notifikationer. - Baggrundsudførelse: iOS-apps skal kunne udføre visse handlinger i forhold til tilsluttede fysiske enheder "i baggrunden", dvs. uden at brugeren kigger direkte på appen. - Automatisk lydskift: gør det muligt for brugere at skifte mellem to enheder, f.eks. mellem en smartphone og en computer, når de lytter til lyd med understøttede høretelefoner. Funktioner for dataoverførsler - Højhastigheds peer-to-peer Wi-Fi-forbindelser: gør det muligt at etablere og bruge en højhastigheds Wi-Fi-forbindelse mellem en iOS-enhed og tilsluttede fysiske enheder. - Nærhedsbaserede filoverførsler: giver adgang til de samme iOS-kontrollerede funktioner som Apples tjenester i tredjeparts apps til fildeling. - Mediecasting: gør det muligt for udviklere at udvikle en alternativ mediecastingløsning til Apples AirPlay. - NFC-controller i læse-/skrivemodus: gør det muligt for apps på en iPhone at kommunikere med tilsluttede enheder, som ringe eller armbånd. Funktioner til enhedsopsætning og konfiguration - Nærhedstriggeret parring: gør det muligt for tilsluttede fysiske enheder at parre med en iOS-enhed via en forenklet procedure. - Automatisk Wi-Fi-forbindelse: giver adgang til oplysninger om lokale Wi-Fi-netværk, der er gemt på iPhone. Foranstaltninger for alle funktioner - Alle Apple-funktioner skal muliggøre interoperabilitet for enhver tilsluttet enhed, gratis, via komplette og veldokumenterede frameworks og API'er. - Tredjepartsløsninger skal være lige så effektive som Apples egne og må ikke kræve mere besværlige systemindstillinger eller ekstra brugerinteraktion. - Alle Apple-funktioner skal stille nye funktionaliteter til rådighed for tredjepart, så snart de er tilgængelige for Apple. - Apple skal yde teknisk assistance til tredjepart og rapportere om implementeringen af foranstaltningerne.
Flatpanels
- Kilde: EU via 9to5Mac
Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere nyheder

Thomson lancerer 100" Google TV til vild startpris i Danmark

01 May 2025 |

Nordflix? Kulturministeren vil skabe nordisk alternativ til Netflix

01 May 2025 |

'Drømme OLED' med blå PHOLED klar til produktion, siger LG Display

01 May 2025 |

Wiz lancerer HDMI Sync Box til stemningslys bag TV'et

30 Apr 2025 |

Streaming-kalenderen: Nyt på Netflix i maj

30 Apr 2025 |

OLED opfattes som 1,5x lysere end LCD, hævder Samsung Display

30 Apr 2025 |