Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonFørste kig: Nye brillefri 3D-skærme inkl. en OLED-prototype - FlatpanelsDK

Første kig: Nye brillefri 3D-skærme inkl. en OLED-prototype

17 Jan 2025 | Rasmus Larsen |

Efter Acer lancerer Samsung nu en brillefri 3D-monitor, mens Samsung Display har fremvist en prototype af et brillefrit 3D OLED-panel. Flatpanels prøvede alle tre på CES 2025.

Sidste år kaldte vi Samsungs prototype af en brillefri 3D-monitor for den hidtil bedste, vi har set. Det er ikke længere tilfældet, men det vender vi tilbage til om et øjeblik.

I 2025 lancerer Samsung en ny serie af monitorer kaldet Odyssey 3D, til at starte med i 27-tommer med 4K LCD-panel. Andre størrelser følger senere senere.


Samsung Odyssey 3D monitor

Samsungs 27-tommer Odyssey 3D monitor. Foto: Flatpanels

27-tommeren er mindre end den prototype, vi så sidste år, men Samsungs ingeniører bekræftede, at teknologien er den samme. Dvs. kameraer til at spore øjnene (hvilket fungerede godt i vores demoer) parret med bikonvekse linser, der opdeler skærmbilledet i to; et til hvert øje. I forhold til sidste år så ligger ændringerne i softwaren, der er blevet optimeret.

Brillefrit 3D på LCD

Acer og Samsung benytter begge et LCD-panel til deres brillefri 3D-monitorer. Skærmene leverer god 3D-dybde og lejlighedsvise ud-af-skærmen effekter, om end der er plads til forbedring. Brugeren kan manuelt justere 3D-dybden og pop-ud-effekten. Baseret på vores demonstrationer fungerede Acers monitor ganske godt, men Samsungs er bedre. De lader til at have det samme LCD-panel, så forskellen skyldes sandsynligvis bedre software eller optimering hos Samsung.

Acer Predator 3D

Acers Predator SpatialLabs View 27. Foto: Flatpanels

Samsung Odyssey 3D monitor

Acers Predator SpatialLabs View 27. Foto: Flatpanels

Vi noterede os dog to store hardwarebegrænsninger. For det første falder 4K-opløsningen til lidt under 2K, når man er i 3D-tilstand. For det andet er crosstalk (højre/venstre billederne overlapper) stadig et problem, især under bevægelse. Crosstalk var mere udtalt på Acers monitor end på Samsungs. Monitorerne er ikke desto mindre spændende fordi brillefri 3D-teknologi, for første gang, rent faktisk fungerer. Samsung har ikke oplyst, hvad Odyssey 3D skal koste, mens Acers Predator SpatialLabs View 27 har en listepris på 2000 dollar. Så meget ville jeg personligt ikke være villig til at betale for den nuværende teknologi.

Mangel på 3D-indhold

En anden stor udfordring er økosystemet. Acer, der lancerede sin 3D Predator gaming-monitor sidste år, tilbyder et rimeligt udvalgt af spil i 3D. Samsung understøtter pt. kun én titel, The First Berserker, men planen er at have omtrent 10 spil klar til lanceringen i andet kvartal 2025, inkl. Lies of P. Det er endnu mere vanskeligt at finde film i 3D. Skærmene har en indbygget 2D-til-3D konverter, der fungerer nogenlunde, men denne tilgang er ikke optimal. Hverken Acer eller Samsung var bekendte med brancheinitiativer om at bringe det voksende katalog af 3D-film i 4K HDR, der i øjeblikket findes eksklusivt til Apple Vision Pro, til Windows PC'er. Begge monitorer kan skifte til 2D-tilstand med fuld 4K-opløsning, hvilket gør dem velegnede til arbejde, 2D-gaming og andre formål. Billedkvaliteten så fin ud i 2D.

Den hidtil bedste

Bag lukkede døre fik Flatpanels mulighed for at se en prototype af et OLED-panel fra Samsung Display, der leverer brillefri 3D ved hjælp af lignende teknologi som LCD-monitorerne. Dette 16-tommer OLED 'Light Field Display' med bikonvekse linser har 4K-opløsning med ca. 2K opløsning i 3D-tilstand. OLED-panelets selvemitterende pixels reducerede crosstalk markant og leverede meget bedre farver. OLED's evne til at fremvise ægte sort fungerer samtidig som et perfekt lærred, hvorpå 3D-billeder kan udfolde sig, samtidig med, at kraftigt højlys i små dele af billedet fremhævede 3D-effekten. Selv efter en relativ kort demonstration stod det klart, at OLED giver store fordele ift. 3D. Dette er den hidtil bedste brillefri 3D-skærm, vi har set. Dog er opløsningen i 3D stadig for lav. Hvis du overvejer at investere i en brillefri 3D-monitor, så vil vores anbefaling være, at du venter på OLED-teknologi med højere opløsning.

Brillefri 3D OLED

Samsung Displays brillefri 3D OLED-prototype. Foto: Flatpanels

Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere nyheder

Thomson lancerer 100" Google TV til vild startpris i Danmark

01 May 2025 |

Nordflix? Kulturministeren vil skabe nordisk alternativ til Netflix

01 May 2025 |

'Drømme OLED' med blå PHOLED klar til produktion, siger LG Display

01 May 2025 |

Wiz lancerer HDMI Sync Box til stemningslys bag TV'et

30 Apr 2025 |

Streaming-kalenderen: Nyt på Netflix i maj

30 Apr 2025 |

OLED opfattes som 1,5x lysere end LCD, hævder Samsung Display

30 Apr 2025 |