Det japanske AV-mærke Sansui rusker op i markedet for OLED TV med lanceringen af sin første 55-tommer model, der i USA koster 30-40% mindre end de velkendte mærker.
Der findes LCD TV fra et væld af mærker, men udvalget af OLED TV er mindre og det forekommer sjældnere, at nye mærker melder sig på banen.
TV'et fra Sansui er bygget på LG Displays 120Hz 4K WOLED-panel og selvom det ikke lader til at være 2024-panelet med øget lysstyrke, så bør billedkvaliteten være fremragende. Skærmen byder på Google TV, Dolby Vision og Dolby Atmos, men der nævnes intet om HDMI 2.1.
Nogen husker måske Sansui som en japansk AV-producent, der var fremme i særligt 80'erne. I dag er det EliteLux Technologies, der har rettighederne til Sansui-mærket.
Presser priserne
OLED TV'et fra Sansui er foreløbigt præsenteret i USA, hvor det fra denne måned skal sælges gennem en række store forhandlere, inkl. Amazon og Walmart, til 800 dollar for 55 tommer.
Til sammenligning koster OLED TV i 55 tommer fra LG og Samsung typisk 1200-1400 dollar. Det lave prisniveau på Sansui-modellen vil desuden kunne presse markedet for "QLED" og miniLED LCD TV.

Sansui S55VOUG OLED TV. Foto: Sansui
- "Vi er begejstrede for at lancere dette banebrydende produkt til en pris, der virkelig
'disrupter' OLED-markedet," sagde Jackey Li, CEO hos EliteLux Technologies, Inc. "Med Sansui OLED TV'et behøver forbrugerne ikke længere at gå på kompromis med kvaliteten for at holde sig inden for deres budget. Denne lancering repræsenterer vores engagement i at gøre avanceret teknologi tilgængelig for alle."
OLED TV i mellemsegmentet
800 dollar svarer til ca. 5.400 danske kroner før lokale skatter. I skrivende stund koster det billigste 55-tommer LG OLED TV i Danmark 7.000 kroner som køtilbud (se Tilbudsjagten).
Prisniveauet vidner om, at OLED-paneler i dag kan produceres til et prisniveau, som muliggør indryk i det brede mellemsegment, hvor de fleste TV-skærme sælges.
Tidligere på året annoncerede Sansui planer om at lancere gaming-monitorer bygget på OLED.