Med sin beskedne tilstedeværelse inden for tv-kanaler og streaming, forsøger DTS at finde andre veje ind i vores TV-skærme, bl.a. med et nyt 'Clear Dialogue'-system til klar tale.
DTS Clear Dialogue er udviklet til at gøre dialog i film og tv-programmere nemmere at høre og forstå gennem "AI"-baseret lydbehandling, ifølge selskabet. Det vil blive tilbudt på licens til producenternes fremtidige TV-modeller.
- "Når seere ikke kan høre dialogen, forringer det kvaliteten af deres tv-oplevelse, og at slå undertekster til er en nødløsning, ikke en løsning," sagde Geir Skaaden, produkt- og servicechef hos Xperi, der ejer DTS.
Brugere kan selv tilpasse niveau
DTS er bestemt ikke den første aktør med denne type teknologi. I senere år har lignende systemer, trænet på maskinlæring, fundet vej til TV-skærme, bl.a. Samsung og Sonys 2024-modeller.
Hvad der adskiller DTS Clear Dialogue fra disse, ifølge DTS, er, at det fungerer på tværs af mange sprog og indholdstyper. Brugerne kan desuden justere dialogforbedring til personlige præferencer, som vist på billedet nedenfor.
- "Hidtil har forsøg på at afbøde begrænsningerne ved lydbehandling ikke adresseret de komplekse underliggende problemer på tværs af sprog, indhold og miljø, og ikke taget højde for hver enkelt seers individualitet. Vores AI-baserede lydbehandlingsløsning på enheden vil give TV-producenter mulighed for at give deres seere evnen til at tilpasse og personliggøre deres lydoplevelse," sagde Geir Skaaden.

Et eksempel på, hvordan DTS Clear Dialogue kan implementeres i et TV. Foto: Xperi
Hvornår? Hvor?
Utydelig dialog er utvivlsomt en udfordring, forværret af TV-højttalere og moderne filmproduktion, men DTS' begrænsede tilstedeværelse på markedet gør det til en stor opgave.
Flere producenter har fravalgt DTS-support i TV-skærme. Det samme har streamingtjenester. Som eksempel blev Disney+ så sent som i maj 2024 den første store streamingtjeneste med DTS-lyd, men kun som valgfrit alternativ til Dolby, der forbliver standard på Disney+. Alle de andre er fast forankret i Dolby-land.
Læs også: Flad skærm, flad lyd: Har svenskerne løsningen på utydelig dialog?
Det oplyses ikke, om DTS Clear Dialogue også virker med Dolby-lyd, men DTS siger dog, at integrationsmulighederne er fleksible. TV-producenter kan f.eks. vælge at tilføje en dedikeret knap på fjernbetjeningen eller knytte systemet op på stemmestyring.
- "Og selvom vores primære fokus har været på TV, ser vi allerede på at tilbyde denne løsning til andre enhedskategorier i den nærmeste fremtid. Lige nu er vi begejstrede for, at vores SDK er tilgængeligt i dag, og vi arbejder sammen med relevante chip-partnere for at gøre DTS Clear Dialogue tilgængeligt for alle TV-producenter og deres kunder derude, som venter," lød det fra DTS.