Den øgede billedfrekvens på TV-skærme tog fart med HDMI 2.1, og Hisense er nu klar til at rykke helt op i 264Hz, dog med visse forbehold.
I 2023 skrev Flatpanels, at 240Hz 4K TV står klar i kulissen. TV-producenternes første skridt har været lancering af 120Hz modeller med en pseudo-240Hz funktion, hvor den vertikale opløsning halveres til 1080p til brug med PC-spil i VRR.
Som beskrevet i artiklen muliggør HDMI 2.1's 48Gbps båndbredde disse fremskridt, og åbner sågar for 4K ved 240Hz ved hjælp af tabsfri DSC (Display Stream Compression), hvilket er implementeret i Nvidias RTX 4080/4090 og Apples nyeste MacBook Pro og Mac mini.
Hisense rykker til 264Hz
Hisense går et skridt videre med lanceringen af 98-tommer S57 (98E3N Pro) i Kina. Det er verdens første TV-skærm med et LCD-panel, der kan opdatere ved 264Hz – 264 gange i sekundet.
For at tage imod et 264Hz signal, må TV'et dog på samme måde halvere den vertikale opløsning til 1080p, hvilket betyder, at det endnu ikke er et "rigtigt" 240Hz – eller 264Hz – 4K TV.
TV'et er bygget på et IPS LCD-panel fra den kinesiske panelproducent BOE, der i øvrigt også leverer LCD-paneler til andre mærker, såsom Samsung.

Det er branchens første 264Hz TV-panel, fremhæver Hisense og BOE
Koster knap 10.000 kroner i Kina
For at holde prisen nede på 9999 yuan (ca. 9500 kroner) har Hisense neddroslet 98-tommerens LED-belysning til 384 zoner og begrænset højlyset til 1000 nits.
Det er ikke annonceret planer om Europæisk lancering af denne konkrete model. Hisense præsenterer normalt nyt for Europa og Nordamerika på IFA-messen i september og CES-messen i januar.
Alligevel står det klart, at 240Hz og endnu højere billedfrekvens når high-end TV i nær fremtiden. Selvom det på nuværende tidspunkt er et specifikationskapløb, er der på den lange bane klare fordele ved overstige 120Hz, bl.a. klarere bevægende billeder ved hjælp af VRR (Variable Refresh Rate), BFI (Black Frame Insertion) eller indhold skabt i HFR (High Frame Rate).
- Kilde: ITHome