Tre og et halvt år efter lanceringen af PlayStation 5, har Sony stadig til gode at frigive den lovede systemopdatering til 8K-videooutput. Selskabet har nu valgt at fjerne 8K-logoet fra æsken.
Som Flatpanels skrev i december 2022, så er PlayStation 5 siden lancering blevet markedsført med 8K-support.
- "PS5 is compatible with 8K displays at launch, and after a future system software update will be able to output resolutions up to 8K when content is available, with supported software," fremgår det af selskabets officielle FAQ.
Konsollen klarer allerede intern rendering af spil i 8K og The Touryst var det første spil, der renderes i 8K ved 60fps. PS5 nedskalerer dog til 4K60 før signalet udsendes via HDMI, idet konsollen ikke har modtaget den lovede systemopdatering, der skal åbne for 8K-videooutput.
8K-logoet fjernet fra æsken
Sony har nu valgt helt at fjerne 8K-logoet fra æsken til PlayStation, som fremhævet på Reddit. Logoet var stadig til stede, da Sony for nylig lancerede PlayStation 5 Slim.
Det er uklart, om Sony helt har opgivet planerne om at aktivere 8K. På nuværende tidspunkt tilbyder ingen streamingtjenester indhold i opløsning højere end 4K, men det kan naturligvis ændre sig i fremtiden.

Før og efter. Foto: Roklobster1, Reddit
Neddroslede 8K-ambitioner
Hvad der imidlertid står helt klart, er, at Sony har neddroslet sine kortsigtede ambitioner for 8K-skærme og 8K i almindelighed.
Selskabet lancerede ingen nye 8K TV i 2023, og der er heller ikke annonceret nye modeller for 2024. I stedet forbliver Z9K fra 2022 på markedet igen i år.
Microsoft sælger stadig Xbox Series X som 8K-kompatibel.
- Kilde: Reddit