Den nye kombinerede streamingtjeneste Max tilbyder mere indhold i 4K-format og Dolby Atmos-lyd end HBO Max gjorde. Til gengæld kræves merbetaling for at streame i den højere kvalitet.
Siden lanceringen af Max i sidste uge har flere brugere noteret sig (blandt andet i Flatpanels' forum), at en støre pulje af indholdet kan streames i op til 4K med Dolby Vision HDR og Dolby Atmos-lyd.
Det samme skete ved lanceringen af Max i USA sidste år. Dengang sagde Max, at 4K-kataloget blev 8-doblet.
Max i Danmark: Ja, der er mere 4K
Flatpanels spurgte derfor den danske afdeling ind til emnet. Det danske team sætter ikke konkrete tal på, men bekræfter informationen:
- "Samlet set kommer Max med et enestående udvalg, der inkluderer mere end dobbelt så meget indhold som det, der før var tilgængeligt på HBO Max. Jeg kan bekræfte, at der er en stigning i udbuddet af 4K-indhold på Max sammenlignet med HBO Max. Dette udbud bliver øget yderligere over tid med nye udgivelser, der tilbydes i 4K," siger Esben Elborne, Kommunikations- og PR chef, Warner Bros Discovery, til Flatpanels.

En større pulje HBO-serier er nu i 4K inkl. den fantastiske 'Chernobyl'. Dog har ikke alle Dolby Atmos-lyd. Foto: Flatpanels
Både film og HBO-serier i 4K
Det er svært at vurdere konkret, hvilke titler, der er tilføjet i 4K siden relanceringen, da der ikke længere er adgang til den gamle HBO Max app.
Ud over Game of Thrones og House of the Dragon, der var HBO Max' første serier i 4K, kan man på Max nu også streame Barry, Chernobyl, Succession, Hacks, Euphoria, Tokyo Vice, His Dark Materials, Station Eleven, Sex and the City, Mare of Easttown, 30 Coins, Sharp Objects, The Gilded Age, The Undoing og The White Lotus i 4K.
Og ud over f.eks. Dune, Barbie, Evil Dead Rise og Wonka, som allerede var i 4K på HBO Max, kan man på Max også nyde 4K ved streaming af Goodfellas, Dune 2, The Lord of the Rings, The Dark Knight Rises, The Matrix og Harry Potter-filmene.
Har du spottet andre titler?
4K kræver merbetaling
Til gengæld er en del titler på Max stadig ikke i 4K, selvom de kan findes i det nyere videoformat på UHD Blu-ray eller filmbutikker som Apple TV appen.
Du kan se, hvilke enheder, der kræves, for at streame i 4K Dolby Vision og Dolby Atmos på Max i vores artikel her.
Den største begrænsning er dog, at man på Max skal have den dyrere Premium-pakke for at kunne streame i 4K, Dolby Vision og Dolby Atmos. Den koster 149 kr/md. på max.com/dk.