Interessen for billige Netflix abonnementer med reklame er stor i udlandet, men dansk introduktion er stadig uvis.
Antallet af aktive Netflix abonnenter, der benytter en reklamevariant, har nu rundet 40 millioner månedlige brugere. Det er en voldsom vækst siden begyndelsen af 2024, da Netflix annoncerede, at man havde 23 millioner månedlige aktive brugere med reklamepakken.
Netflix siger, at over 40 procent af alle tilmeldinger på Netflix' markeder med reklamemulighed, vælger den reklamebaserede model, skriver Mediavision, der citerer en præsentation til annoncemarkedet.
Netflix introducerede for nylig en intern teknologiplatform til at håndtere reklame. Den indføres i 2025. Netflix siger, at det vil "give annoncører nye måder at købe på, ny indsigt at udnytte og nye måder at måle effekt på".
- "Det vil give os mulighed for at udføre annonceplanlægning på samme niveau af ekspertise, der har gjort Netflix til førende inden for streamingteknologi," sagde Netflixs President of Advertising, Amy Reinhard, Amy Reinhard.
Det bliver nok 2025, eller..?

Claes Braagaard, OMG
Trods kommerciel tech-udvikling gælder det næppe Danmark lige foreløbig.
- "Man skal aldrig sige aldrig og slet ikke med Netflix, men det er fortsat min forventning, at vi skal på den anden side af nytår, før de begynder at brede annonceproduktet ud på andre markeder," siger Chief Investment Officer for Omnicom Media Group (OMG) i Norden, Claes Braagaard, til Flatpanels.
OMGs analyse er, at alt fokus, hvad angår reklameprodukter, er fokuseret omkring de 12 primære Netflix-markeder, som siden begyndelsen af november 2022 har kunne tilbyde annoncering. Heriblandt Tyskland, England og USA.

Bo Thierry-Poulsen, Dentsu
Hos Dentsu Danmark – en anden bureaugruppe – er man ikke helt på linje med OMG i forhold til dansk lancering.
- "De har jo gået meget stille med dørene, men jeg tror stadig på i år, så mit bud vil være primo Q4," siger Head of Broadcast, Bo Thierry-Poulsen.
NFL var nyhed
Der var ingen nyheder om reklamer i Norden, men Netflix benyttede lejligheden til at præsentere udvalgte nye titler, der er undervejs, herunder komedien Golf med Will Ferrell og Running Point med Kate Hudson.
Blandt de nye film er Happy Gilmore 2 med Adam Sandler og The Woman in Cabin 10 med Keira Knightley.
Den største nyhed er dog, at Netflix har købt NFL-kampe. Netflix vil vise to NFL Christmas Day–kampe i år og streame mindst én Christmas Day-kamp i 2025 og 2026.