Meta ændrer strategi efter Apples indtræden på markedet ved at åbne sit Android-baserede Horizon OS for Asus, Lenovo, Xbox og flere hardwarepartnere i fremtiden.
Som tidligere antydet, positionerer Meta (tidl. Facebook) nu sig selv som den "åbne" platform til mixed reality. Det skal være en modpol til Apples integrerede, "lukkede" platform i Vision Pro.
- "I dag åbner vi Meta Horizon OS – vores operativsystem, der driver Quest – så andre kan designe flere headset i vores økosystem. Lenovo, Microsoft og Asus er nogle af vores første partnere, og flere kommer til. Jeg ser frem til en ny bølge af headset med fokus på produktivitet, underholdning, spil, motion og mere!," siger Mark Zuckerberg, grundlægger og adm. direktør i Meta.
Metas Horizon OS er bygget på Android Open Source Project (AOSP) med en brugerflade tilpasset VR og AR. Der er samtidig bygget en række udvidelser på til systemer, der relaterer sig til blandt andet sporing, passthrough og bevægelsescontrollere.
Asus, Lenovo, Xbox
Asus planlægger at "udvikle et helt nyt gaming-headset med høj ydeevne" under sit Republic of Gamers-mærke. De nærmere detaljer kendes endnu ikke.
Lenovo, der var med til at designe Oculus Rift S, planlægger at "udvikle mixed reality-enheder til produktivitet, læring og underholdning." Partnerskabet med Microsofts Xbox er derimod mindre ambitiøst og begrænser sig pt. til "en limited edition Meta Quest, inspireret af Xbox".

De nye enheder fra partnere vil kære Horizon OS.
Meta vil fortsat sælge og udvikle egne headset under navnet Quest.
Læs også: Er Apple Vision Pro fremtidens hjemmebiograf?
Meta Quest Store omdøbes til Meta Horizon Store, oplyses det, mens appen til smartphone fremover vil hedde Meta Horizon.
- "Vi er også ved at udvikle et nyt spatial app-framework, der hjælper mobiludviklere med at skabe mixed reality-oplevelser. Udviklere vil være i stand til at bruge de værktøjer, de allerede er bekendt med, til at bringe deres mobilapps til Meta Horizon OS eller til at skabe helt nye mixed reality-apps," annoncerer Meta.