LG modeller fra 2022 og 2023 får også Chromecast når de opgraderes til webOS 24 næste år, idet opgraderinger vil ske med et års forsinkelse i forhold til webOS i nyeste TV-skærme.
I slutningen af 2023 – et årti efter lancering af sin webOS TV-platform – ændrede LG endelig kurs og lovede at opgradere webOS i TV-skærme ude i stuerne. Det omfatter visse ældre modeller fra 2022 og 2023.

webOS 24
Selskabet kalder det 'webOS ReNew program' og lover fire versionsopgraderinger af webOS i løbet af fem år.
For eksempel vil et 2024 LG OLED TV, der leveres præinstalleret med webOS 24, blive opgraderet fire gange til webOS 25, webOS 26, webOS 27 og afslutningvis til webOS 28, henover fem år.
1 års forsinkelse på opgraderinger
Ved en præsentation i Frankfurt, hvor Flatpanels deltog, fremlagde LG planerne for opgradering af webOS i 2022, 2023 og 2024 modellerne. Du kan se planen på fotoet nedenfor.
LG sagde tidligere, at opgradering af webOS vil ske med forsinkelse. Nu ved vi så, at det sker med ét års forsinkelse i forhold til nyeste TV-modeller. Det betyder altså, at nyeste version af webOS stadig vil være forbeholdt den seneste generation af skærme.
webOS opgraderingsplan, ifølge LG
Produktår | | Timing for opdatering | Opdateret webOS version |
---|
2022 TV | OLED, QNED 8K, måske flere | 2024 | webOS 23 |
2025 | webOS 24 |
2026 | webOS 25 |
2027 | webOS 26 |
2023 TV | OLED, QNED, UHD, måske flere | 2025 | webOS 24 |
2026 | webOS 25 |
2027 | webOS 26 |
2028 | webOS 27 |
2024 TV | OLED, QNED, UHD, måske flere | 2026 | webOS 25 |
2027 | webOS 26 |
2028 | webOS 27 |
2029 | webOS 28 |
Flatpanels
Selskabet begrunder beslutningen om at forsinke opgraderinger med, at det skal sikre stabilitet og ydelse, når nyere webOS installeres på ældre hardware. For Flatpanels står det dog klart, at det også en måde at holde fokus på nyeste produkter.
Som del af opgraderingen til webOS 24 næste år vil både 2022 og 2023 modeller få Chromecast, så brugeren kan sende medieindhold trådløst fra en telefon eller tablet over til TV'et. Det er i tillæg til den opfriskede brugerflade i fuld skærm, hvor der samtidig er en øget mængde reklamer.