Oppenheimer blev den store vinder ved nattens Oscar-uddeling. Flere af de andre vindere kan også streames allerede nu, men én titel hænger fast i rettighedslimbo.
Oppenheimer modtog syv priser ved årets Oscar-uddeling, herunder for bedste film og bedste instruktør (Nolan). Filmen kan pt. streames fra VOD-butikker som Apple TV og Blockbuster, altså køb/leje. Først senere på måneden vil Oppenheimer kunne streames på abonnementstjenesten SkyShowtime i Danmark.
Ud over Oppenheimer og Barbie, der blev forbigået ved Oscar-uddelingen, var 2023 et afdæmpet filmår på grund af efterslæb fra coronaårene og senere Hollywood-strejkerne.
Titler som Apples Killers of the Flower Moon og Netflix' Maestro var også nomineret til bedste film.

Godzilla: Minus One er en af vinderne, men du kan ikke se den pt.
Fanget i rettighedslimbo
Prisen for bedste visuelle effekter gik overraskende til den japanske Godzilla: Minus One, der er produceret på et relativt lille budget.
Desværre for skaberne er Godzilla: Minus One fanget i et rettighedslimbo, der betyder, at den på nuværende tidspunkt hverken kan ses i biograferne eller derhjemme. Det skyldes en aftale med Warner om, at japanske Godzilla-film ikke må udkomme samme år som internationale Godzilla-film. Warners Godzilla x Kong: The New Empire udkommer til foråret.
Til gengæld kan du se årets to dokumentar-vindere uden problemer på hhv. DRTV og Disney+.
Årets bedste animationsfilm, Drengen og hejren og årets bedste internationale film, The Zone of Interest, går stadig i biografen.
Du kan få overblikket over, hvor du kan se vinderne, i Flatpanels' tabel herunder:
Vinderne ved Oscar-uddelingen 2024
| Titel | Tilgængelighed |
---|
Bedste film m.fl. | Oppenheimer | VOD (4K HDR): Apple TV SkyShowtime (21. marts) |
Bedste animationsfilm | The Boy and the Heron (Drengen og hejren) | Biografen |
Bedste dokumentarfilm | 20 dage i Mariupol | DRTV VOD, bl.a. Apple TV |
Bedste internationale film & bedste lyd | The Zone of Interest | Biografen |
Bedste animerede kortfilm | War Is Over! Inspired by the Music of John & Yoko | - |
Bedste dokumentariske kortfilm | The Last Repair Shop | Disney+ |
Bedste visuelle effekter | Godzilla: Minus One | - |
Bedste originalmanuskript | Anatomy of a Fall (Frit fald) | Biografen |
Bedste filmatisering | American Fiction | Amazon Prime Video |
Flatpanels