Samsung blander egne QD-OLED og LG Displays WOLED paneler i sine kommende 2024 OLED TV. S90D serien vil være underlagt panel-lotteri.
Forbrugere har taget begrebet 'panel-lotteri' til sig for at beskrive situationer, hvor det konkrete skærmpanel i en TV-model er vanskeligt eller umuligt at fastslå inden køb.
Dette er ikke et fremmed koncept for Samsung, der igennem flere generationer har udstyret deres populære QN90 "QNED" serie med enten VA LCD panel – med medium kontrast – eller IPS LCD panel – med lav kontrast – uden at oplyse forbrugeren om paneltypen.
OLED TV panel-lotteriet
OLED har over det seneste årti styret udenom panel-lotteri, idet LG Displays WOLED har været den eneste paneltype på markedet.
Med introduktionen af Samsung Displays QD-OLED paneltype i 2022 blev konkurrencen skærpet. Alligevel valgte Samsung Electronics at kalde sit nye QD-OLED for blot 'OLED TV'. Vi begynder nu at forstå årsagen til beslutningen.

QD-OLED eller WOLED? Samsung vil ikke oplyse det. Foto: Flatpanels
Sidste år dukkede WOLED fra LG Display for første gang op i Samsungs OLED TV, men kun i de største formater og kun i få lande (ikke Norden). I år bliver situationen mere kompliceret. Koreanske medier meddeler, at Samsung vil mikse WOLED og QD-OLED paneler i S90D, selv i 55, 65 og 77 tommer.
- "Ifølge branchen den 5. marts planlægger Samsung Electronics at bruge Samsung Displays Quantum Dot (QD)-OLED og LG Displays White (W)-OLED sammen i S90D serien," skriver den sydkoreanske avis The Elec (oversat). "Flagskibet S90D består af 42, 48, 55, 65, 77 og 83 tommer. Blandt dem er der tre modeller, der bruger QD-OLED og W-OLED sammen: 55, 65 og 77 tommer. De resterende modeller af S90D, 42, 48 og 83 tommer, bruger kun W-OLED."
Her er hvad Flatpanels ved baseret på vores kilder:
2024 Samsung OLED TV panel-lotteri
| 42" | 48" | 55" | 65" | 77" | 83" |
---|
Samsung S95D | - | - | QD-OLED | QD-OLED | QD-OLED | - |
Samsung S90D | WOLED | WOLED | WOLED el. QD-OLED | WOLED el. QD-OLED | WOLED el. QD-OLED | WOLED |
Samsung S85D | - | - | WOLED (forventet) | WOLED (forventet) | WOLED (forventet) | - |
Flatpanels
Hvorfor? Samsung Electronics har indgået en leveringsaftale med LG Display om WOLED pga. utilstrækkelige leverancer af QD-OLED fra Samsung Display. LG Display har i den forbindelse anmodet Samsung om "ikke at sætte W-OLED under QD-OLED", ifølge kilderne.
QD-OLED leverer højere farvevolumen og lysstyrke end standard WOLED. Omvendt lider WOLED ikke af hævet sortniveau i lyse omgivelser. QD-OLED eksisterer kun i 55, 65 og 77 tommer.
Den koreanske artikel antyder ydermere, at Samsung agter at distribuere forskellige udgaver af S90D "efter region og distributør", hvilket åbner for muligheden for S91D, S92D, S93D og S94D varianter.
Samsung S95D og S85D
Hvad angår Samsungs andre 2024 OLED serier, så forventes S95D udelukkende at være udstyret med tredjegenerations QD-OLED i alle størrelser; 55, 65 og 77 tommer.
Den billigste S85D står til udelukkende at få LG Displays WOLED i alle størrelser, om end det endnu ikke er hugget i sten, ifølge kilderne.
- Kilde: The Elec