De to nye monitorer i 32-tommer med 4K-opløsning og 27-tommer med 1440p kan nu købes i Danmark. Det er de første med 3. generations QD-OLED.
Dell Alienware AW2725DF og AW3225QF blev præsenteret i starten af året på CES-messen som gaming-skærme med henholdsvis 360Hz og 240Hz opdateringsfrekvens.
For at drive 4K 240Hz på AW3225QF kræves en kraftfuld PC med HDMI 2.1 udgang. AW3225QF har desuden en konsol-tilstand til 4K 120Hz til brug sammen med PlayStation 5 og Xbox Series X. AW2725DF kræver omvendt DisplayPort til 1440p 360Hz.
2024 Alienware QD-OLED monitorer
| Alienware AW3225QF | Alienware AW2725DF |
Skærmtype | QD-OLED | QD-OLED |
Størrelse | 32" | 27" |
Skærmformat | 16:9 | 16:9 |
Opløsning | 3840x2160 | 2560x1440 |
Farverum | DCI-P3 99.3% | DCI-P3 99% |
Max lysstyrke | 1000 nits | 1000 nits |
Kontrastforhold (typ.) | 1,500,000:1 | 1,000,000:1 |
Frekvens (max.) | 240Hz | 360Hz |
Responstid | 0.03ms GtG | 0.03ms GtG |
Design | Buet (1700R) | Flad |
HDR | HDR10 & Dolby Vision | HDR10 |
VRR | HDMI VRR & Nvidia G-SYNC Compatible | HDMI VRR & AMD FreeSync Premium Pro |
Video inputs | 1x DisplayPort 1.4 2x HDMI 2.1 | 2x DisplayPort 1.4 1x HDMI 2.0 |
Flatpanels
Første 3. generations QD-OLED
QD-OLED er et alternativ til LG's WOLED, med mange af de samme fordele såsom høj kontrast, lys og farvet styret på pixelniveau og mulighed for HDR-fremvisning – modsat LED LCD-monitorer. QD-OLED har et større farverum end WOLED, men omvendt kan pixelstrukturen skabe farvekanter om tekst og sort hæves i oplyste miljøer.
Dells to nye monitorer er de første med tredje generation af QD-OLED fra Samsung Display. Foruden den højere pixeltæthed, skulle pixelstrukturen være yderligere optimeret.

Venstre: AW3225QF. Højre: AW2725DF
For første gang findes QD-OLED i flad udgave. Det gælder 27-tommer AW2725DF. 32-tommer panelet produceres ligeledes i flad udgave af Samsung Display, men Dell har valgt den buede variant.
Læs også: Alle de nye OLED monitorer der kommer i 2024
Dell Alienware AW2725DF og AW3225QF kan fra denne uge købes i Danmark. Ved lanceringen sælges de direkte fra Dells danske hjemmeside her til priser på hhv. 6.976,25 og 8.781,25 kroner inkl. en 3-årig garanti mod burn-in. De vil senere kunne købes hos forhandlere.